3R Kontor vinder Grøn Indkøbspris 2017

Torsdag uddeltes Grøn Indkøbspris ved konferencen Grønne Indkøb i Politik og Praksis. Prisen gik til 3R Kontor. 3R har udmærket sig ved at fremme et marked for genanvendte møbler for offentlige og private indkøbere og skabe fokus på cirkulær økonomi.

90 indkøbere, udbudsjurister, leverandører og miljøfaglige var samlet til konference torsdag for at videndele og lære nyt om grønne indkøb i politik og praksis. Et af højdepunkterne var uddelingen af Grøn Indkøbspris, som gik til 3R Kontor. De øvrige nominerede var Aalborg Kommune for deres cirkulære indkøb af læringsmiljøer og Fischer Lighting for deres innovative retrofitting system til belysning.

Vinderen 3R Kontor er specialiseret i at opkøbe, istandsætte og videresælge brugte kvalitetskontormøbler, som ellers kunne være blevet smidt ud som affald. Virksomheden har en  helhedsorienteret tilgang til at skabe miljøforbedringer ved også selv at foretage cirkulære og grønne indkøb. Bl.a. køber de genbrugt IT-udstyr til driften, og de anvender FSC mærkede bordplader til istandsættelsen af møblerne. Via en deleøkonomisk platform tilbyder 3R Kontor de brugte møbler gratis til skoler, foreninger og andre velgørende organisationer når møblerne ikke kan sælges på acceptable økonomiske vilkår.

I nomineringen af 3R Kontor lagde juryen vægt på, at 3R Kontor fremmer et marked, så indkøbere i offentlige og private virksomheder kan købe genanvendte møbler og dermed indgå i den cirkulære økonomi. I tillæg udviser 3R ansvarlighed med en helhedsorienteret miljøvenlig og bæredygtig forretningsmodel, som inddrager egne grønne indkøb, samt velgørenhedsarbejde via donationer af brugte møbler.

Prisen blev uddelt af Peter Hove fra Refurb, som vandt Grøn Indkøbspris i 2016. I 2015 gik den til Kolding Kommune for deres brintbilpartnerskab.

Grøn Indkøbspris er stiftet af Forum for Bæredygtige Indkøb, som har til formål at fremme det miljøbevidste og ansvarlige indkøb af varer og tjenesteydelser blandt professionelle indkøbere – både i offentlige og private virksomheder.

Emneord: Offentligt privat samarbejde, Grønne indkøb, Priser, 3R kontor, Indkøb, Udbud, Cirkulær økonomi
Sekretariat for Grønne Indkøb på DenOffentlige.dk Sekretariat for Grønne Indkøb betjener Forum for Bæredygtige Indkøb samt Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb. Forum for Bæredygtige Indkøb er nedsat af miljøministeren for at fremme det mi...
Aktivitet: Artikler: 22 | Events: 3 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige