Foto: DR

DRs seerredaktør svarer kritiske politikere: Minder om regimer uden demokrati

Flere politikere gik over stregen i deres kritik af DRs serie om Danmarks historie, mener DR's seerredaktør. Politisk indblanding er ikke foreneligt med et veludviklet demokrati, siger han.

Politikere fra De Konservative og Dansk Folkeparti har kritiseret DR's serie "Historien om Danmark" for ikke at vise borgerlige skikkelser i sin portrættering af besættelsestiden. Nu tager DR's seerredaktør til genmæle.

Naser Khader (K) har anført, at der bør skrives en tekst efter programmet, der fortæller mere om borgerlige modstandsfolk. 

Dansk Folkepartis Søren Espersen har kaldt afsnittet for en "omgang venstresnoet propaganda" og indikeret, at det vil koste DR på budgettet, når der skal forhandles medieforlig.

Desuden har Dansk Folkeparti opfordret til, at programmet trækkes tilbage.


DR har hidtil været tilbageholdende med at svare på kritikken, men på DR's hjemmeside har lytternes og seernes redaktør, Jesper Termansen, nu taget til genmæle.

- I et veludviklet demokrati er det en selvfølge, at politikere ikke skal bestemme, hvad medierne skal skrive, filme eller på anden måde viderebringe.

- Politikere har deres ytringsfrihed som andre og har ret til at kritisere mediernes produkter. Men ethvert forsøg – skjult som åbent – på at diktere, hvad medierne bringer, hører ikke hjemme i et veludviklet demokrati, skriver han og fortsætter:

- Det seneste forslag fra fremtrædende politikere om at forlange sidste afsnit af DR's danmarkshistorie omredigeret efter partiets smag, lyder betænkeligt som noget, der kunne være fremsat af politikere fra regimer med knap så rodfæstet en respekt for mediernes frihed.

Han skriver desuden, at enhver indblanding vil være "et alvorligt anslag mod pressefriheden".

Historieskrivning og journalistik er ifølge redaktøren altid baseret på tilvalg og fravalg, og de valg skal journalisterne have friheden til at træffe uden at føle sig truet.

- Alene det, at politikere fremsætter sådanne trusler og krav om omredigering, er farligt, skriver redaktøren og advarer mod, at det kan sætte spørgsmålstegn ved DR's journalistisk uafhængighed.

Og den er vigtigere end politikeres subjektive opfattelser af enkelte programmer, ifølge redaktøren.

- Tabet af DR som troværdig nyhedsformidler er langt større, end den fare der måtte opstå, hvis DR i et enkelt afsnit af danmarkshistorien skulle have gjort sig skyldig i forglemmelse af borgerlige modstandsfolk, skriver han.

/ritzau/

 
 
Emneord: DR, Public service, Seerredaktør, Jesper Termansen, Medieansvar, Medieforlig, Naser Khader, Søren Espersen, Konservative, Dansk Folkeparti, Demokratikrise, 011117
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6064

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 11.01.18 Steen Palvig
    Danmarkshistorien

    Som nævnt i forrige kommentar indsendte jeg 1.november formel klage. DR har et mål om max 4 ugers svartid.
    22. december rykkede jeg og endelig 4.Januar - 9 uger efter klage - et ikke-svar fra ansvarshavende redaktør Ane Saalbach. Et lille udpluk er vist nedenfor. Jeg har så i dag - igen - bedt Jesper Termansen om at realitetsbehandle det. Spændt på, hvad det fører til.
    mvh Steen Palvig
    Pluk af redaktørens svar:
    ...Enhver historiefremstilling rummer et til- og et fravalg. Det gjorde Erik Kjersgaards historiefremtilling for DR, som blev sendt i 1980erne også. Tager jeg ikke meget fejl, så benyttede Kjersgaard sidste afsnit til at filosofere over, at ingen nogensinde ville kunne lave en endegyldig og indiskutabel fremstilling af Danmarks historie. Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig "

  • 01.11.17 Sten Palvig
    Danmarkshistorien - DR's seerredaktør har galt fat i det

    Jesper Termansens beskrivelse af DR's som et medie med vilkår som ethvert andet medie ignorerer fuldkommen det faktum, at DR får 3-4 milliarder i årlig støtte til 'public service', som reguleres af "Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed".
    I §10 står bl.a. "Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed"
    Intet andet medie behøver at være upartisk eller sagligt. Det ved JP naturligvis godt, men alligevel fremfører han "enhver indblanding vil være et alvorligt anslag mod pressefriheden".
    Og "..forsøg.. på at diktere, hvad medierne bringer, hører ikke hjemme i et veludviklet demokrati".
    Endelig sammenligner han politikerne, som har kritiseret udsendelsen med politikere i lande uden pressefrihed.
    JP's anklager og blinde forsvar af DR's serie er malplaceret og i klar modstrid med den rolle, han har som seerredaktør.
    Vi er et stort antal borgere, som deler politikernes kritik af DR's overtrædelse af lovens krav om saglighed og upartiskhed.
    JP burde selv have startet seriøs behandling af denne klage, men det har han ikke gjort.
    I lovens §17 står, at "Bestyrelsen har det overordnede programansvar og ansvaret for, at de bestemmelser for institutionens virksomhed, der er fastsat i loven og bestemmelser fastsat i medfør af loven, overholdes".
    En vigtig del af dette er SeerRedaktøren,som behandler klager og også selv kan starte sager og i øvrigt afleverer en årlig rapport.
    Det står i Stk3. "Bestyrelsen ansætter efter drøftelse med generaldirektøren endvidere lytternes og seernes redaktør.
    Redaktøren skal rapportere til bestyrelsen om sin virksomhed."
    Jesper Termansen har fuldstændig undladt at udføre sit arbejde i denne sag.Jeg har i dag indsendt en formel klage over DR's overtrædelse af loven om saglighed og upartiskhed.
    Så får vi se om JP går i gang med sagsbehandling, som han er ansat til.
    mvh
    Steen Palvig

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige