En pårørende-beretning: Min mor og velfærdssystemet

To fingerspidser, flere fald og rent held sikrede min mor en plejebolig, skriver en menig pårørende om sin overraskende rejse i et velfærdssystem, hvor almindelig sund fornuft har svære vilkår.

For over et år siden voksede det praktiske liv min dengang 82-årige mor over hovedet sådan for alvor. Som det sker hver eneste dag året rundt for et gammelt menneske i eget hjem. Til gengæld var den oplevelse, der siden fulgte, tankevækkende nok, langt fra rutinepræget. Velfærdssystemet bidrog på sin helt særlige facon til det. Her er min oplevelse.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund - hvor er velfærdsmodellen

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

Der er ikke noget specielt ved min mor. Hun er bare helt almindeligt gammel. Hukommelse, der er væk. Skrøbelig og underernæret, som så mange der er blevet alene. Mæt af dage, som i virkeligheden er sådan et smukt begreb. Og dermed levende i stadig større kaos uden spor af erkendelse af egen tilstand.

LÆS OGSÅ: Overlevelsesguide for pårørende

Kaos voksede

Men kommunen har jo mennesker ansat, der kender borgere som min mor. Hun fik endda et obligatorisk besøg af en konsulent, da hun var fyldt 75. Som gik hjem efter kaffe og et pænt nej tak til samfundshjælp. Min mor kunne fint klare sig.

Syv år senere var meget forandret. En kræftsygdom gjorde sit. Følelsen af allerede at have gjort alt det, hun ville, lagde til. Tabet for 11 år side af vores far, hendes soulmate og samtalepartner, var nok værst.

Hver gang, vi to børn besøgte hende, voksede kaos af gammel mad på køkkenbordet, snavs og spindelvæv alle vegne. Det samme gjorde hendes frustrationer, når vi insisterede på at tage det værste skidt. Det var et dilemma, for hun insisterede på, at hun ikke havde brug for hjælp.

Vi kunne ikke overbevise mor om, at der måtte ske forandringer. Men hey, hun var jo ikke den første i historien, der havde det sådan. Det her må være rutine for kommunens kompetente folk. Vi så frem til et godt samarbejde med det professionelle velfærdssystem om en vej fremad for en gammel borger, der havde klaret sig selv et helt liv uden at trække på fælleskassen. Lidt støtte til rengøring. Lidt støtte til mad. Få styr på piller. Bare det, at der ville komme nogen i hjemmet i hverdagene, kunne måske også aktivere hendes hjerne en lille smule, så hun kunne klare sig selv mest muligt i sit elskede og i udgangspunktet ret overskuelige hjem, en andelsbolig på Midtsjælland.

Pleje- og omsorg under forandring.

Læs historien om en ny ledelse, der på rekordtid slog Thyra Frank's Lottekultur ihjel. 
 
 

Men der kom første overraskelse.

Min mor, i sit kaos og i sin begyndende demens, sagde igen pænt nej tak til hjælp.

Nå, sagde kommunen, så kan vi jo ikke tvinge vores borger. Uanset tydelig misopfattelse af egen formåen. Men det var jo også det letteste. En udgift mindre.

 

Ulykken

Så gik tiden igen. Det blev jul og min mor blev overrasket over at familien strømmede ind med hyggen, selvom vi havde talt om det mange gange i løbet af december, og selvom hun læste sin elskede morgenavis hver dag, og fjernsynet kørte.

”Tænk, jeg var slet ikke klar over, at det var jul. Havde vi aftalt det her? Men dejligt at se jer.”

Der skulle en alvorlig ulykke til, før hjælpen kom. Sådan en, man møder i film om mafiaen og i rockerkredse, når gæld ikke bliver betalt. Eller i rapporter fra Amnesty om tortur.

Lige efter nytår tog jeg på mit obligatoriske søndagsbesøg. Ofte fandt jeg hende i sengen. Hun var som sagt træt og mæt af dage. Håbede hver dag, at hun fik lov til ikke at vågne op, for ’what is the point?’, som hun sagde.  Hvis man ønsker, at livet godt må slutte, er det vel helt naturligt, at man heller ikke orker at tænke på i morgen. Eller næste uge.

Allerede da jeg så hendes vinduer, blev jeg en smule opløftet. Gardinerne var trukket fra. Hun var altså i live. Vel inde ad døren, så jeg min mor gå oprejst i stuen. I badekåbe, men oppe.

Derefter så jeg blod. Først på hendes læber – åh nej, havde hun tabt endnu en tand fra sin strålings-ødelagte kæbe? Der var ikke for mange tilbage i forvejen. Mit blik faldt på det lille møbel i entreen.

Der lå TO tænder. Eller nej, hvad var det? To f***** fingerspidser!!

Så ser jeg hendes venstre hånd. To fingre er kappet af under neglene. Blod på fingerstumper er størknet. Hvornår er det sket? Ikke i dag, tydeligvis.

30 år med moderniseringer

Ved et gensyn 30 år efter Moderniseringsprogrammets tilblivelse, er ligheden med nutidige forsøg på at reformere, effektivisere og modernisere den offentlige sektor skræmmende. Store dele kunne være skrevet i dag.

Læs mere her

Hvorfor har hun ikke kunnet ringe til mig? Til min bror? Eller til 112 eller kontaktet en nabo? Nå ja, eller trykket på det nødkald, som vi børn har insisteret på, at hun skulle tage imod fra kommunen?

Hun har selvfølgelig ikke kunnet finde ud af nogen af delene i sin nu pænt demente tilstand. Smerten må have været ulidelig. Hvordan er det sket? Hun aner det ikke. Blodspor giver ingen forklaring. Jeg kan se, hun er gået i seng med åbne sår. Dupper af blod i entre, soveværelse og seng. Gys.

 

Sundhedsvæsnets effektivitet

Vi får tid samme eftermiddag på Køge Sygehus. Mobilnet på Midtsjælland virker ikke, men vagtlæge, som jeg lykkeligvis har indkodet på mobil fra tidligere, oplyser nummer til Region Sjællands akuttelefon, som er som et almindeligt 8-cifret telefonnummer, som udenforstående ikke har en chance for at kende. Tanken om almindelig sund fornuft - ASF - indfinder sig: Hvorfor er der ikke ét, landsdækkende akutnummer – ligesom politiets 114, der stiller om til nærmeste station – når man har brug for akut hjælp, der ikke er i 112-klassen? Som ”pårørende” er man på den, når man ikke bor i samme region som ens gamle og skal handle hurtigt og med følelserne uden på kroppen. Hver region har sine numre.

Til gengæld, når sygehusvæsenet tager over, sker der noget. Det beordrede den kommunale sygepleje på banen til administration af medicin og sårbehandling – uden om visitationen. Bum.

Endelig nogen, der kunne træffe en hensigtsmæssig beslutning. Den store kirurg fra Mellemøsten ser bare ned på min mor fra sine hvide kittel og konstaterer:

”Du skal have noget hjælp, frue.”

”Ja”, siger min mor. Måske i virkeligheden lettet.

 

Nu starter bijobberiet for alvor

Herfra begynder en rejse, der er præget af stadig undren i mødet med systemet. Her er der ikke den store forståelse for, at pårørende skal passe et arbejde, mens der er klare forventninger til, at vi formår at overtage et helt liv for en gammel. En, der endda kan bo temmelig langt væk, og som selv kæmper med at forstå en ny virkelighed og har brug for sine fortrolige nære til at hjælpe kærligt med den proces.

Sådan får du bedre sagsbehandling

Læs anbefalinger til bedre offentlig sagsbehandling her.

Det handler om at insistere på de nødvendige informationer. 

I det øjeblik, man som pårørende møder systemet første gang, burde der udleveres – eller henvises til  - en ”Overlevelsesguide for pårørende”. En oversigt over alt det, man skal vide, mestre og have tilladelse til af den gamle. Alt om den verden, som systemet kender ud og ind, men som for udenforstående er både ukendt og absolut ikke indrettet på at gøre det nemt for pressede pårørende. Slet ikke, hvis de har et job, de forventes at varetage, fordi de får løn for det.

Det er helt ubegribeligt, så mange telefonsamtaler, der kun kan føres i arbejdstiden og typisk kun i et vindue på et par timer. Har vi ikke digitaliseret hele den offentlige sektor? Med krav om al kommunikation via e-boks? Det gælder tilsyneladende kun for den offentlige sektors egne standardformularer og bevillinger.

Alle møder - med kommunen, kontrolbesøg, lægebesøg, sygehusundersøgelser, tandlægebesøg, dagcentre og plejehjem – foregår i arbejdstiden. Der er meget få ting, der kan klares over en mail. Endnu færre dokumenter, der kan vedhæftes eller scannes tilbage med en underskrift.

Det virker unødvendigt besværligt i 2017.

 

Pilleæsken og den nye seng

Samtidig  skal alting gå hurtigt. Telefon morgenen efter ulykken på arbejdet, en times kørsel væk:

”Du skal købe en pillefordelingsæske på apoteket, ellers kan vi ikke give din mor hendes piller.”

”Men kan I ikke bare klikke dem ud fra pakken?”

”Nej, det må kun sygeplejersken. Hvis de ikke er i pillefordelingsæsken, kan jeg ikke give hende dem.”

Hvad skete der lige for ASF der igen? En anden mandag morgen på arbejde:

”I skal fjerne hendes seng, for der skal en ergonomisk sygeseng ind”.

”Det skal vi nok, det gør vi i weekenden, når vi igen er dernede”  

”Nej, det skal være nu, for den nye skal ind i morgen”

”Kunne I ikke have sagt det noget før? Jeg brugte hele min søndag i går hos min mor og hjalp med alt hendes praktiske.”

”Det ved jeg ikke noget om. Men det kan ikke vente.”

Så sidder man der midt i arbejdet og skal med lynets hast finde ud af noget med en vognmand og adgang til huset.

Systemet har sine egne forklaringer om medicinsikkerhed og arbejdsmiljø, men for den udenforstående, er det unødvendigt bøvlet og giver bare mere pres.

 

Så er der kommunikationen

Det værste er alt det, man normalt kan og skal klare elektronisk selv. Pludselig skal jeg kende hele mors sygehistorie i detaljer - den man normalt ville kunne se på borger.dk. Det kan man ikke som pårørende for en gammel. Mange,  som min mor, er aldrig kommet med i den digitale udvikling. Hun har ikke noget NemID – og hvis hun havde, ville det alligevel være ulovligt for mig at bruge det for hende, har jeg forstået.

Så nu åbner der sig en verden af fysiske blanketter og tilladelser, min mor hver gang skal skrive under på, før vi kan handle. Selvom hun for længst har sagt, at hun bare er  glad for at vi børn tager os af hendes ting.  Hvorfor er der ikke en generel fuldmagt, der klarer det én gang for alle, hvis den gamle selv er med på det? Vi fik blot besked på at møde op på Borgerservice og få udleveret diverse papirer til underskrift. I den gamles kommune, naturligvis. Langt væk. Igen og igen har det virket, som om vi er de første, det her sker for.

Som det er nu, er hver tilladelse en tilfældig opdagelse. Vi var til undersøgelse på sygehuset,  nu for kæbebetændelse, og skulle komme en gang til.  

”Vi sender en kontroltid til din mors e-boks.”

”Hun har ikke nogen e-boks, så kan I sende den til min?  Det jo er mig, der skal køre og følge hende.”

”Nej, det må vi ikke. Men vi kan sende et brev i stedet for.”

”Hvortil?”

”Plejecentret”

”Men der bor jeg jo ikke - og sidste gang kom brevet frem flere dage efter aftalen”

”Så må du ringe herind og høre, hvornår det er.”

”Men vi er vel ikke de første med det her problem, kan I ikke tale om at lave proceduren om, så vi pårørende, der skal sørge for det hele, også får muligheden for det?”

”Det har jeg ingen indflydelse på.”

ASF – hvorfor skal det være så svært?

 

De hemmelige genveje

Det viste sig senere den dag, at der er noget der hedder læseadgang til en andens e-boks, så man kan modtage sin mors e-post, hvis hun er med på det. Smart! Som pårørende kan man endda etablere den læseadgang på Borgerservice i sin egen kommune! Jeg kan huske følelsen af eufori. Der er genveje. Men de er hemmelige. Man skal lige blive en del af systemet, før man finder dem.

Men hvorfor? Er det ikke smartere, at vi får det at vide fra begyndelsen? Sikke meget tid og frustration, der ville blive sparet rundt omkring, også i kommunikationen med rigtig mange ansatte og myndigheder, hvis man lavede den guide og udleverede den fra starten – lidt ligesom en flytteliste på borger.dk.

 

Det blev hverdag

På under et halvt år er vi nået godt omkring i systemet. Hjemmesygepleje, som fungerer rigtigt godt og kompetent. Hjemmepleje, som er meget hjertevarmende når den er båret af gæve, søde og empatiske mennesker. En læge, der talte nedladende og afvisende. En tandlæge i akutid, der var overraskende effektiv og forstående. Myndigheder, der virkede iskolde, og ansatte, der levede i kulden, og i hovedreglen havde opgivet at skabe rum til ASF.

Man finder hen ad vejen ud af indkøbsordningen. Madordningen. Lidt rengøring hver 14. dag Et muligt tilbud om en aktivitetsdag med andre svage på et center. Udstyr rykker lige så stille ind i hjemmet. Toiletforhøjning, Bleer. Vaskestol. Det meste finder de skønne omsorgsmedarbejdere selv ud af.

Men så er der de mærkelige opringninger på arbejdet.

”Rengøringen kunne ikke gøre rent. Støvsugerposen er fuld.”

”Men kunne de så ikke skifte den? Eller kunne de ikke have sagt til , når den var ved at være fuld, hvis det er mig, der skal skifte pose?”

”Der var vist ikke nogen poser”.

Ved mit næste besøg tog det mig 30 sek. at finde to hele æsker med nye støvsugerposer, da jeg åbnede skabene i bryggerset hos min mor.

ASF – kom nu tilbage.

Hjemmeplejer: ”Jeg kan ikke finde brødet.”

Mig på arbejde:  ”Aha. Hun plejer at lægge det i køleskabet.”

”Ja, men det er der ikke.”

”Nå, men der er rigeligt med varme retter, kan hun ikke få sådan en i stedet for, og så dukker det vel op?”

”Nej, hun skal have brød. Jeg prøver at få visiteret, at jeg må tage en tur i Brugsen og købe et nyt”. ”Det er meget fint, tak skal du have.”

Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde forstod, hvad det var, de havde ment, jeg skulle stille op.

 

Glem det frie valg

I sommerferien flyttede vi endelig min mor ind i en plejebolig. Det er et kapitel for sig.

Ældreminister Thyra Frank (LA) taler om at skabe sund fornuft i ældreplejen og fokus på de gamle. Det sker med penge til køkkener og planer om en portal over alle plejecentre. Men hvor er der mange grøfter mellem myndigheder, indsatser og mennesker. Hvor er det opslidende at være pårørende, der gerne vil være der for den gamle og gerne bidrage til at alting går smidigt.

Vi har brug for en overlevelsesguide for pårørende. I hvert fald indtil systemet bliver tilpasset. Det er let nok at finde frem til forskellige plejecentre. Det svære - ja nærmest umulige - er at få lov til at komme ind på dem. Det er nemlig først i allersidste øjeblik man visiterer de gamle til hjemmepleje og plejebolig. Selvfølgelig er vi der for vores mor, som FOA - plejepersonalets fagforening - kræver. Klar til at hjælpe og støtte hende. Men systemet æder den tid vi har, og det mentale overskud, vi skal mobilisere. Hvorfor?

Man skal være virkeligt langt ude og opgivet af hjemmeplejen, før man kommer i betragtning til en plejebolig. Visiteringen begynder derfor også først, når det er i sidste øjeblik. Den gamle visiteres af sin hjemkommune, til en bestemt plads. Hvis pårørende vil have deres gamle til en af deres egne kommuner, kræver det, at den nye kommune vil tage imod. Ligesom der også rent praktisk skal være plads på et center, hvor den gamle kan trives.

 

Pårørende er mere end praktisk vedhæng

Nærhed til pårørende er bare ikke et kriterium, der fylder i tildelingen af boliger. Derfor er det pænt vanskeligt at opfylde fagforeningen FOA’s ønske om, at pårørende kommer og tager sig af deres gamle meget oftere. Ifølge FOA gerne hver dag.  Kunne vi få ASF også her?

Inden vi iøvrigt fik den plads på plejecenteret, var vi omkring en såkaldt akutplads – et delt værelse på et plejecenter og fokus på at få den gamle til hægterne.

Min mor var faldet et par gange, og senest natten til en fredag, lige på ansigtet med synlige skader til følge. I øvrigt ikke en ualmindelig ulykke for demente og gamle. Opringningen kom, lige som jeg var landet på arbejde.

Jeg skulle hente min mor og køre hende til tjek på Køge sygehus og pakke en taske, for nu ville hjemmeplejen ikke tage ansvar for hende længere. Jeg skulle ikke acceptere at gå, før min mor var blevet indlagt eller havde fået en akutplads. Okay? Og hvor er der sådan en?

Jeg fik en forkortelse og et navn på sms, som jeg kunne vise sygehuset. Der var intet galt med min mor – ud over de sår, hun havde pådraget sig.

Men så var der akutpladsen. Det måtte sygehuset vel have prøvet mange gange før? Næ. Sygehuset mente, at det var kommunen, der havde ’aben’, kommunen syntes det var sygehuset eller lægen, som hjemmesygeplejen var sød at kontakte nu ud på eftermiddagen fredag, hvor alt offentligt var lukket for os andre.

Men lægen meldte som sædvanligt bare pas, og så ingen anledning til at hjælpe sådan læge til læge eller myndighed til myndighed. Så sad vi der og holdt fast i vores ordre om ikke at komme hjem, og til sidst fik hun så en seng og en stol på ubestemt tid. En såkaldt akutplads. Min mor ville bare HJEM.

 

Pludselig blev noget helt andet akut

Da hun havde boet der en lille måned , skulle hun pludselig UD. En anden skulle have pladsen. Det skulle ske midt i sommerferien – igen ikke en ting, man bare lige kan rykke rundt på som lønmodtager.

Ferie var bestilt og iøvrigt også ufatteligt tiltrængt efter år i konstant kaos med min mors praktiske og følelsesmæssige  liv.

Kunne vi flytte hende til den anviste plejebolig ugen før eller efter den udstukne dato? Nej, det SKULLE være på anviste dato. Men personalet ville gerne flytte hende derover for os.

”I kan da ikke bare sætte hende i et tomt værelse et sted, hun ikke kender?”

”Jo, det kan vi”

Som om hun var et stykke inventar.

Med snilde, stædighed og omtanke landede det heldigvis godt. I sidste øjeblik fik vi anvist en bolig på et andet plejecenter, som vi kunne nå at indrette inden deadline.

Plejeboliger administreres typisk af almene boligselskaber. I vores tilfælde betød det papirkontrakt pr post. Depositum skulle der sikres kvittering for på et posthus. Alt sammen uden at vi kunne få relevante papirer udleveret. Selvom der igen kun var få dage til at løse opgaven med at flytte et helt liv ind i et lille værelse, lade den gamle tage afsked med sit lange liv i eget hjem og få det hele op at stå på en eftermiddag

Jeg opgav at få styr på papirerne i tide, da den kommunale sagsbehandler sagde:

”Du må bare vente. Det her er sådan her, vi gør det hver eneste dag.”

Her er hele problemet formuleret med få ord. Man gør det samme og det samme og det samme. Mens man som pårørende famler rundt med en oplevelse af, at være de første i meget ukendt land.

Hallo. Lad os nu invitere Almindelig Sund Fornuft med, så den får en chance for at komme til, hvor den overhoved kan. Jeg har lavet et første udkast til en overlevelsesguide for pårørende. Den kan du læse her.

 
Emneord: Pårørende, Plejecentre, Ældreområdet, Fremtidens ældrepleje, Ældre patienter, Fremtidens plejehjem, Plejeområdet, Plejepersonale, FOA, Hjemmeplejeområdet, Hjemmepleje, Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Velfærdsdebatten, Nye velfærdsløsninger, Velfærdsstyring, Velfærdskultur, Nana Holst, 220917, 250917, Kvmail2017
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1278 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 08.10.17 M.S. Carstens
    Rettidig omhu

    er et aldeles ubekendt begreb i omsorg og hjælp, for såvel syge som handicappede i systemet.

    lene Christiansen:
    Du sætter rigtig god fokus på det absurde:
    Alt er opdelt i fragtmenter, hver afdeling hytter sit (fra ufaglært hjemmehjælper til uopdateret visitator, frem for borgeren og tilsidesætter derved gerne speciallægeudtalelser, for at hytte sit, samtid med, at egen læge giver op, da denne ikke kan agere faglig oversætter for et hav af underuddannede "her hersker vores mening"s folk.

    Jeg beder alle her, igen at læse lene christiansen's kommentar herunder!

  • 06.10.17 lene christiansen
    ældre

    Desværre genkender jeg kun al for godt din beskrivelse. Da jeg i 2014 som eneste slægtning i øvrigt mistede min mor, var det ikke velfærd, der kendetegnede hendes fysiske deroute. Efter et fald i eget hjem beskadigede hun den hofteprotese, der var blevet indopereret for egen regning tilbage i 1997; hun kom sig aldrig og som det efterfølgende skulle vise sig ved indlæggelse på hospital i 2014 efter et langt, ondt og smertefuldt forår med hjemmepleje, sygeplejerskebesøg(!), lægebesøg af den praktiserende (endnu mere undren) samt en måned lang indlæggelse på Holbæk sygehus (man forstår det ikke!!) finder lægen på Slagelse sygehus ud af, at min mor er terminalt ramt af cancer og derefter lever hun kun en uges tid. Det er ikke sygdommen eller min mors fald i hjemmet, der undrer mig. Det er den mangel på rettidig omhu, som ovennævnte instanser udviser. Igennem et langt forløb lød det igen og igen, at min mor (som var sengeliggende med kraftige smerter)var "alt for frisk og rask" til en plejebolig - så gad jeg nok se dem, der er "bliver erklæret egnede". Jeg kritiserer åbenlyst hele det sundhedssystem fra mangelfuld og ligeglad sagsbehandling over lægeligt svigt både fra egen praktiserende læge og Holbæk Sygehus. Hvorfor skal findes min mor først findes nærmest bevidstløs liggende i sin egen diarre af plejepersonale, før egen praktiserende læge griber ind. Skæbnens ironi er, at man i hendes terminale tilstand finder ud af, at hun har en multiresistent bakterie. Den seng hun forlod for at blive kørt til sin sidste indlæggelse stod "urørt" med tynd afføring, da jeg kom til Sjælland senere på dagen. Jeg ryddede op, naturligvis - ligesom jeg uger tidligere havde gjort hjemmepleje/sagsbehandler klar over, at hendes hjem under et af sommerens skybrud var blevet ramt af en vandskade, hvor vandet på gulvet i hendes soveværelse og gæsteværelse stod centimeterhøjt. Jeg gjorde klar til, at hun kunne returnere fra Holbæk sygehus til et hus, der på mange fronter var uegnet som bolig for mennesker generelt og svækkede personer specifikt. Ingen respons! Det var stadig ferietid for de offentlige instanser.
    Det jeg oplevede dengang af dårlig håndtering på samtlige parametre, har betydet at jeg ingenlunde har tillid til vores "velfærdssystem". I Danmark skal jeg selv betale for at tage plejeorlov; det havde jeg ingen mulighed for at gøre, da jeg er alene - men havde jeg gjort det, var kommunikationen mellem sundhedsvæsenet og jeg blevet meget anderledes, fordi jeg kunne have konfronteret dem direkte og måske kunne min mor være blevet anvist et hospice i de sidste sårbare uger i stedet for med plejepersonale, egen praktiserende læge samt anden tilsyn som ikke-handlende vidner at blive fundet stadig indsmurt i diarre. Det er uværdigt og det gør ondt.

  • 30.09.17 Susanne Odsgaard
    Min mor er dement / og flyttet 4 gange på grund af det offentlige

    Hej
    Ja, denne beretning kunne være taget ud af min hverdag, med nogle få undtagelser.
    Hvorfor skal systemet være så besværligt for os pårørende. Vi vil jo bare gerne gøre det god for vores kære gamle forældre/ pårørende . Som ikke selv kan mere.
    Men hvor er respekteren for det vi gør, vi smide gang på gang alt hvad vi har i hænderne, for at opfylde det offentliges krav( vi skal jo ikke spilde deres tid) men de må godt kræve vores tid.
    Samtidig forventer de vi passer vores arbejde, jeg ved ikke om de tror vi er super mennesker, jeg er det ihvertfald ikke. Susanne

  • 30.09.17 Nanna Holst
    Tak, Eva B, for lade gamle dø, når tiden naturligt er til det, og de gerne vil

    Selv som åbenlyst forkælet og urimelig og helt ved siden af skiven-type, der selv har arbejdet mellem kl. 8 og 23:30, 364 dage om året i 20 år, men lige nu nu har en 50-timers uge fordelt på 5 (crazy) hverdage, så er der ikke nødvendigvis modstrid mellem dine utilsigtede, men dog reelt sgu fornærmede følelser og det, jeg ønsker at opnå til fælles bedste. At vi alle kan passe vores arbejde, og ikke mindre vores gamle, uden at det skal være unødvendigt besværligt, fordi system ikke er indrettet på, at det skal være ok nemt at overtage ens gamles liv, selvom behovet for det opstår hver eneste dag.
    Det er utroligt dejligt, at du oplever det som fuldstændig uproblematisk at efterkomme ønske om naturlig død. Mere af det for dem, der selv ønsker det, og 100% genoplivning for dem, der ønsker det modsatte. ASF også her.

  • 29.09.17 Nanna Holst
    Tak, Trine, for dit fokus på dilemmaet om at være pårørende i egen arbejdstid

    Jeg har i over 20 år selv arbejdet i vagtplaner. Fra kl. 8 til 23:30, weekender og helligdage, året rundt. Jul, nytår, efterårsferie, påske, the works. Det er ikke et vilkår, kun omsorgspersonale arbejder under. Faktisk er det kun i år, jeg har haft den fornøjelse at arbejde frit op til 50 timer i løbet af ugens fem hverdage, men dog som udgangspunk have weekendenden fri. Derfor køber jeg ikke ind på egoisme-argumentet. Jeg siger, der er et reelt problem, når alting skal foregå i den arbejdstid, lange de fleste forventes at arbejde i mellem 9 og 17, Og man ikke kan klare det må amail.
    Hvordan tacklede du det selv det dilemma ift til din egen mor og arbejdsgiver, inden hun kom på plejehjem? Var det lettere, fordi du forstod systemets logik og havde fridage, du kunne møde systemet på?
    Del endelig hvordan du selv kom igennem klogest muligt.

  • 29.09.17 Nanna Holst
    Tak, Leon, for opbakning til genindførelse af ASF

    Vi prøver også at få ændret tingene her. DenOffentlige har kontaktet flere relevante med magt og spurgt, om vi ikke skal gøre det her sammen. Konstruktivt og for at bære gode pointer videre. Når hverken vi eller du er 'første gang', men et ekko af for 10, sågar 18 år siden, burde vi kunne bringe det hele videre nu.

  • 29.09.17 Nanna Holst
    Tak, Per EG Rønnov, for tanker om ansvar

    Jeg har læst din kommentar med interesse. Også fordi det, jeg opfatter som din pointe, for mig lidt er to sider af samme sag.
    Som pårørende oplever man, at systemet skal have 100% respekt for den gamle, og derfor ikke må, kan eller vil gøre noget uden den gamles ønske og underskrift. Mens du skriver at den pårørende - in casu mig - negligerer ansvar, når han/hun møder samme mur af personlig integritet og ikke har fuldmagt - endnu - til at pløje over den gamles ønsker om fx hjælp. Jeg har som pårørende få muligheder for at 'overrule' min mor, mens hun godt kan klare sig selv på et eller andet niveau - og ønsker at klare sig selv.
    Jeg har iflg lovgivningen ansvar for mig selv og mine handlinger. For mine børn og deres, indtil de er 15 år. Ikke for min mor. Ikke for min kæreste. Og heller ikke for mine børn efter at de er blevet voksne. Det betyder ikke, at jeg ikke gerne tager et betydeligt ansvar på mig, men det er ikke et lovkrav, at man skal sætte sig ind i al mulig underlig offentligt bureaukrati på forhånd, før man overhoved ved, hvordan en alderdom vil foregå. Ligesom man ikke kan forsikre sig ud af alle eventuelle ulykker 80 år fremad.
    Uanset hvad man fra systemet må forlange af forberedelse på alle eventualiteter, så ændrer ikke på, at man stadig godt kan gøre det lettere for dem, der må tage over, når egen formået forsvinder. Og er 'behov' ikke noget andet at sætte sig ind i, end hvilket bureaukrati, der skal tilfredsstilles?
    Jeg synes, jeg har haft meget godt styr på min mors behov. Det er mere meget af det omkring hende, der har været forholdsvis mystisk.

  • 29.09.17 Per Gregers Eriksen Rønnov
    Forståelse af frustraion men...

    Jeg er uddannet Sosu-Assistent med over 10 års erfaring fra alle områder inden for de offentlige instanser og Ja det er en jungle hvis ikke man er vokset op der.
    Som det er nu er det obligatorisk for pårørende at deltage aktivt i arbejdet omkring eventuelle borger. Om det er din handikappede søn eller gamle forælder. Dette medføre et ansvar som bør overvejes angående borgeren. Altså bliver man nød til som familie medlem at tænke fremad rettet. Du fortæller om at du godt viste at din mor var blevet dårligere og mæt af dage før hun mistede fingrene, hvilket desværre betyder at du havde negligeet dit ansvar over for hende. At have en svag forælder er det samme som at have et barn og du kan ikke få pasning af hverken barn eller forælder uden at sætte dig godt ind i hvilke behov der skal opfyldes.
    Jeg ved at vi fra plejesektoren prøver vores ypperste på at inddrage pårørende i de gamles hverdag, da kendte ansigter er mere opløftende end varme hænder. Desværre oplever jeg at det for mange er et uoverskueligt ansvar at pålægge familien.

  • 28.09.17 M.S. Carstens
    Ps Trine:

    Hvornår var du sidst til møde i din fagforening?

  • 28.09.17 M.S. Carstens
    @ Trine:

    Kære 28.09.17
    Trine

    ved du mon selv, hvor svært det er, for selv en selvstændig borger, at få konfliktløsningsmøde med en nattevagt i hjemmeplejen?
    Endsige få oplysning om, hvornår vedkommende sidst har deltaget i teammøde?
    Eller har læst op på borgerens journal?

    Jeg er stadig ved mine fulde fem, men selv jeg må kæmpe en kamp mod Goliat, for bare at få en nogenlunde sammenhængende, opfølgende og sporbar kamp, for ikke at måtte give op, i kampen mod (min) kommunes hjemmepleje og deres/nogles irritation over mine behov, som (gid fanden havde taget mig i stedet) går stik imod deres tider, forventede "IHHH hvor er det dejligt du kom" og mine behov, som er punktlighed, stilhed og indsigt.

  • 28.09.17 Leon Bløndal
    HVORFOR ......hvorfor bruger "ingen" i det offentlige SUND FORNUFT

    En fantastisk beretning, som desværre er sand og genkendelig for alt for mange danskere der har været i nærheden af de offentlige systemer.

    Vi har en mor med Alzheimer og har haft et næsten identisk forløb med forkerte piller, underlige beslutninger og hvor man generelt løber panden mod en mur, of medarbejdere der ALDRIG siger " tak fordi du nævnte det, det vil vi kigge på". Det er altid "det er ikke mig, det er systemet............"

    Så lav dog systemet om !!!!!!

  • 28.09.17 Trine
    Nothing happens until something moves!!!

    Husk på, at diverse sundhedspersonale også er mennesker! De har også familier de skal hjem til, sikkert også ældre pårørende de skal være der for, som du for din mor! Er det ikke lidt egoistisk tænkt at alle de andre skal ændre deres arbejdstid, så du kan få fat på dem udenfor din egen arbejdstid. Er det ikke egoistisk tænkt at de skal sidde klar ved telefonen 24/7 så du kan få ordnet det hele udenfor din arbejdstid. Hvordan skal de kunne være hos borgerne og yde dem den omsorg der er brug for, når de skal være fleksible ifht at møde dig udenfor din arbejdstid??
    Det er r.. hårdt at være pårørende, og det er mindst lige så hårdt at være sundhedspersonale!!

    Vi brokker os, men gør intet. Vi skriver lidt om det på diverse medier, men gør intet andet aktivt for at ændre på tingenes tilstand. Al den energi danskerne bruger på at brokke sig, burde vi bruge på at handle, sætte ting i bevægelser, gøre noget!!! Først der kommer ændringen!

    "Notning happens until something moves!!!" (Albert Einstein)

    Jeg er selv pårørende til en meget dement mor på plejehjem!! Og visitator!!

  • 28.09.17 Eva B
    Genkendt? Nej. Og som fagperson bliver jeg på visse punkter sgu lidt fornærmet

    Okay så. Jeg har et helt andet indtryk, og oplever 'Overlevelsesguide' som nogle steder ret misvisende med en del sat på spidsen. Læs: lige lovligt meget sat på spidsen...
    Som datter til både en mor og far i forskellige plejehjemsregi - een i Borup og een i Hårlev, som begge er tæt på Køge - begge nu afdøde, og som værende hjemmesygeplejerske gennem en del år - i Køge kommune, faktisk - synes jeg slet ikke at kunne genkende store dele af overlevelsesguiden.
    Især det om, at man ikke kan få lov til at dø naturligt, men det kommer vi til...
    Mht. arbejdstid. Det meste offentlige liv i DK foregår nu engang i dagstimerne, og jeg tvivler på, at du selv afholder arbejdsrelaterede opgaver og møder om aftenen? Faktisk har fx Borgerservice åbent til kl 18 torsdage i Køge kommune. Men ja, lederen af det nævnte dagcenter burde måske være flexibel og tilbyde pårørende en rundvisning om aftenen. Omend, mig bekendt behøves de pårørende til en kandidat til dagcentret da ikke ligefrem fysisk at godkende stedet?
    I princippet er jeg enig i, at man kan godt tillade sig at stille krav til det offentlige om en bedre servicering, fordi det offentlige er en form for servicepakke som vi alle sammen betaler til, og meget kan helt sikkert gøres mere rationelt. På den anden side... når man klager over, at man selv skal sørge for at få flyttet sin mors gamle seng ud fra lejligheden, eller køre sin mor til læge, eller sørge for, at der er navn i hendes tøj...er det så fordi, vi er blevet for forventningsfulde i forhold til velfærdssamfundet? For forkælede? Jeg er HELT med på, at det er en intensiv periode, når ens forældre ryger ind i det offentlige system, men det er da primært til det kører. Så kører det helt anderledes stille og roligt af sig selv, omend der ca en gang hver halve år (eller tiere)kommer en opringning om at der mangler dit og dat, og skal købes nye undertrøjer for de andre er blevet væk i (deres egen) vask.
    Noget er nu også sat på spidsen her, og i forhold til en akut situation er man nødt til at acceptere, at der vil være nogle ting man er nødt til at være aktiv omkring som pårørende. Så sker tingene jo ikke først om en uge, men imorgen. Jeg oplever det paradoksalt, at du kritiserer, at tingene sker for 'pludseligt'? Når systemet faktisk fungerer effektivt...?
    Alternativet er, fx i situationen omkring indflytningen af den omtalte plejeseng, at plejepersonalet får rigtig dårlige arbejdsbetingelser i den uge. De bruger deres rygge ret meget i forvejen, og Arbejdstilsynet har heldigvis lavet regler for den slags. I modsat fald ville plejepersonalet være afhængigt af, hvornår familien kunne afse tid til at komme og flytte den gamle seng ud - og dermed være underlagt arbejde i længere tid under dårlige forhold og en tidsramme, der defineres af den pårørende. Som måske også ser sig forhindret i den førstkommende weekend...
    Nej. Det er ikke rimeligt. Det virker endda forkælet.
    Systemet kunne givetvis fungere mere hensigtsmæssigt. Mere koordinerende. Optimalt ville det fx have været, at i havde fået at vide et par dage før, at i skulle sørge for at flytte sengen ud, måske af det plejepersonale, der havde været omkring i weekenden. Hvis det vel at mærke var fast personale og ikke vikarer.
    At man ikke må dø naturligt, er en meget grov påstand. Sorry, men jeg ser totalt rødt!!!
    At give folk muligheden for at dø hjemme i fred og ro, er ubetinget den opgave, hjemmeplejen sætter højst. Jeg har som nævnt selv været ansat i årevis i Køge kommune som hjemmesygeplejerske med særligt ansvar for terminale (døende) og man sætter mange ressourcer og krafter ind på, at døden bliver lige præcis der, hvor borgeren ønsker det. Og selvfølgelig skal det registreres i journalen via en direkte samtale med lægen, og selvfølgelig skal han sikre sig, at det er borgerens ønske, og ikke en arve-ivrig pårørendes. For os var det over en stilfærdig samtale, ikke på nogen måde anklagende.
    Og vel bliver det ønske overholdt, men der kan være etiske årsager til ikke at overholde det i enkelte situationer, hvilket de pårørende i høj grad er med til at afgøre. Min søster og jeg havde i vores fars journal fået indskrevet (under en vedkommende og givende lægesamtale med hans læge ) % behandling v hjertestop, men da han var ved at blive kvalt pga en lungebetændelse, blev vi kontaktet af plejehjemmet, der gerne ville have lov til at indlægge ham til behandling, da det at dø af en lungebetændelse kan sidestilles med druknedøden; meget ubehagelig og skræmmende. Det sagde vi selvfølgelig ja til, han blev behandlet og 'rask', og døde istedet 6 mdr senere af et hjertestop, med familien omkring sig.
    Vores mor var selv i stand til at vise, at hun ikke længere ville leve. Hun holdt simpelthen op med at spise, og spiste mindre og mindre for dag til dag. Det tog ca et halvt år. Vi talte en del med lægen i starten; om han som vi tyede hendes signaler som et dødsønske, om det var det rigtige at undlade patenteral ernæring, og de sidste 4 dage boede 2 af os søstre simpelthen fast inde på hendes stue, og vi havde et supergodt samarbejde med plejepersonalet. Hun fik en rolig død (håber jeg) og vi fik en smuk afsked med hende.
    Ja, det kræver en køretur til lægen at aftale det. Det er ikke bare noget, man lige kan smide i en besked til vikaren, nej. Og en ordentlig læge skal sikre sig, at det er et oprigtigt og gennemtænkt ønske, og at det kommer fra borgeren selv, eller, som i min fars og mors tilfælde; kan begrundes i et meget sygt menneske stort set uden kognitive funktioner, hvor de pårørende har en stærk fornemmelse af manglende livslyst.
    Medicinsikring er jo også et kvalitetstjek, og så må pårørende altså hellere køre en extra gang med en medicinæske. Jeg kan godt se, afstanden ml jer er lang, men det er jo et valg i har truffet? I den forbindelse vil jeg lige sige (jeg er sikker på at du ved det) at man jo har muligheden for at søge om at få flyttet ens pårørende i en plejehjemsbolig i egen hjemkommune, hvorfor jeg fik flyttet min far fra Præstø til Borup.
    Vedr hjælpemiddelforbrug og en 'forberedende samtale', som du har nævnt som ønske i overlevelsesguiden: Hjælpemiddelforbrug udvikler sig, det er meget svært at forudse.
    Vedr. den usikre gangfunktion, som man ikke skal forvænte, at faguddannet personale bemærker. Jo, det gør de. Prøv at overvære det daglige morgenmøde i plejegruppen en dag, og skriv en artikel om, hvor meget de kommer ind over på få minutter. Det kan jo også være at fysioterapeuten har gang i nogle ting omkring gangtræning og stok istedet. Jeg ved det ikke, måske blev din mors usikre ben simpelthen ikke medtænkt, men der kan være andre tanker omkring det. Giver man ældre mennesker hjælpemidler 'for tidligt', jamen, så hindrer man selvf også enhver mulighed for træning af den selvstændige gangfunktion.
    Mht visitator, og hendes manglende formåen, så ser hun nu nok mere end dig. Der findes et udtryk om demente mennesker, der hedder 'distanceblænder', og det er opfundet af visitationssygeplejersker.
    Måske er det subjektive kontra det objektive syn på, hvad ens pårørende kan, heller ikke helt det samme. Lidt ligesom småbørnsforældre og pædagoger. Men gatekeeper for et mere og mere nedskåret bevillingssystem, det er hun.
    Mht. sundhedsoplysninger osv., og hvem der har hvilke oplysninger, så er det et samarbejde, når borgeren ikke længere selv er klar i hovedet. Det lader til at have irriteret dig, Nanna, men har nogen forsøgt at 'pumpe' for oplysninger, er det jo for at man gerne vil sikre din mor den bedste og mest korrekte behandling. Så ja, det er en god ide at sætte sig ind i sine gamle forældres sundhedsoplysniger, så man kan bistå dem hvis de en dag ikke længere kan huske. Og systemet kæmper altså på samme side. Men systemet gør ikke det hele selv.
    Jeg forstår så sandelig godt din frustration over papirarbejdet og de gentagne godkendelser/accepter mm, man konstant skal have fod på. Det skulle man tro, man kunne gøre meget mere simpelt. Men kritikken vedr. den etiske og juridiske sikkerhed, der er omkring det her med at frasige sig livsreddende behandling....det er ikke gennemtænkt! Det kan og skal ikke være anderledes. Medicinsikkerheden skal også være høj. Arbejdssikkerheden for vores fantastiske omsorgspersonale. Jeg var så rørt over, da jeg var hjemmesygeplejerske i Ejby/Borup, hvor meget de tænkte på deres borgeres velvære. Hver dag. Men een ting er jeg rigtig, rigtig ked af: at du åbenbart har oplevet at man ikke må 'dø naturligt'. For det er noget, der ofte drøftes og undervises i OG praktiseres i alle kommunernes hjemmepleje. Som fagperson har jeg stået for, at borgeren fik en god død i eget hjem mange gange. Som pårørende har jeg to gange oplevet det i praksis til fuld tilfredshed. Pleje omkring døende indeholder mange dilemmaer, og jeg har som fagperson forsøgt at holde pårørende fast i en borgers ønske om minus livsreddende behandling, og det fører alt for vidt at komme ind på her. Men vi er ret gode til at holde fast i folks ønske om minus livsreddende behandling, synes jeg.

  • 28.09.17 Inge Winther
    Hjælp til pårørende

    Jeg har flere gange oplevet at de pårørende der ikke havde mulighed/ tid pga fx afstand, arbejde, for at være til rådighed når den ældre skal fx på sygehus, læge eller ha købt ind, har ansat en person som familien havde tillid til, til at varetage disse opgaver. Det giver en stor tryghed og er mindre stressende at have en person som har kontakten til plejepersonalet og de pårørende og som også kan gå en tur med borgeren eller bare være der.
    Det kunne evt være en fleksjobber.

  • 27.09.17 M.S. Carstens
    Bente Hallstein Ældreomsorg

    Ja, undskyld Bente Hallstein,

    Jeg forstår udmærket omsorgen fra en sosu, som hjertens gerne vil hjælpe og være god mod borgeren, men der mangler altså lige et led, som koordinerer sosuens indsats med de´t, som nok er vigtigst for alle:
    sammenhæng i indsatsen, for og med den enkelte borger og dennes pårørende.

    Jeg håber dette er bedre, der hvor du har din indsats, end her (som under beskrevet)?

  • 27.09.17 M.S. Carstens
    @ Lone Kruse

    Jeg kan helt tilslutte mig dine oplevelser,
    om end jeg "kun" er en fysisk, fuld myndig, handicappet person, underlagt den offentlige forordning af "ældrepleje",
    som her i Thisted Kommune hedder:
    "Hold kæft og ret ind, ellers viser vi vore sanktionsmuligheder"
    Og de gø´r det!
    over for borgeren/mig/den ældre
    uden at hverken jeg eller mine kan bevise, den nederdrægtige hetz de har sat ind, for at skodde borgeren og hytte deres ret/velvære i jobbet.

    Menig, betrofne, borger har længst ikke mere at sige, end ikke i eget hjem.

  • 27.09.17 Lone Kruse
    Helt korrekt beskrivelse.

    Jeg har gennemlevet 3 tilsvarende forløb. Første gang med Alzheimer mor, derefter samtidig med Alzheimer svigermor og med yngre Alzheimerramt mand.
    3 forskellige kommuner. De første 2 i hhv Rødovre og Glostrup uden tilknyttet demenskoordinator. Hørte aldrig fra demenskoordinator selvom kommunen kendte deres diagnoser.
    Ingen vil tror hvilken kamp det har været at tilkæmpe mig til den nødvendige hjælp. Har 3 gange været igennem et sådant forløb, samtidig med at jeg er stået op hver morgen og som en sombie har jeg passet mit arbejde sideløbende for ikke at blive fyret.
    Dette pres har påvirket mig psykisk og jeg har mistet de fleste gamle venner, der bare forsvandt i stedet for at tilbyde hjælp. Alle 3 kommuner vidste at jeg var eneste pårørende til 3 personer, og alligevel forventede de alle at jeg var den der kunne påtage mig alle opgaverne for dem alle. Fx følge til hospital, udskrivningssamtaler, opfølgning ved hjemkomst fra hospital hvor hjemmepleje ikke kom som aftalt, forkerte piller i æskerne, brug af forkerte øjendråber, fyldt med sorte fluer i køkkenskab uden hjemmepleje gjorde rent, tilkaldt af hjemmepleje for at gøre rent efter dårlig mave, hospitaler der ikke ikke har kompetencer til demente osv, osv.
    Fra diagnosen stilles og gennem hele sygeforløbet bør man have en og samme hjælpende demenskoordinator, der har midler til at skaffe den nødvendige hjælp når det bliver nødvendigt og ikke halv til et helt år efter det blev nødvendigt.
    Og en overlevelsesguide der fortæller om rettigheder til hjælp som pårørende.

  • 27.09.17 Betty Christensen
    Velfærdssystemet, set fra en pårørendes synsvinkel

    Det er beskrevet så godt, at der ikke kræves flere ord. Jeg oplevede det på nøjagtig denne måde, først med en morbror og et par år senere med min mor. Alt skulle ordnes på e-boks. Har man ikke sådan en er det godt at have en god kondi. Selv da de afgik ved døden var der ikke noget, der var ligetil.

  • 27.09.17 Mette
    Kontrol, hvor meget og af hvem

    Det er en svær balance, når man skal være forældre for sine forældre. Fornemmelsen af tab værdighed går hånd i hånd med kontrol. Hvem skal kontrollere og hvor meget. Hvor meget skal du gribe ind som pårørende og system. Jeg ville ønske jeg kunne spole tiden tilbage og have komtrolleret mere i mine forældres tilfælde. Jeg tænker hvem kontrollerer mig, når jeg er 85 år. Tør jeg blive 85 år ...

  • 27.09.17 Sanne Andersen
    Som taget ud af mit liv

    TAK for en fantastisk god og oplysende artikel.
    Den er som taget ud af mit liv for 3-4 år siden!
    Kender til ALLE de faser I har været igennem, og man står bare SÅ magtesløs som tilskuer på sidelinjen!

  • 27.09.17 Bente Hallstein
    Ældreomsorg

    Jeg kan godt forså mange argumenter her i debatten. Jeg er SSH i fast aftenvagt. Jeg møder hver aften så mange ældre, der sidder alene hele dagen og aftenen og glor på TV. De sidder ofte og venter på hjemmeplejen som kommer og giver et lille lysglimt. De som har pårørende er heldige, især i tilfælde, hvor pårørende ikke bare "brokker" sig over hjemmeplejen, men nyder besøget. Ældredebatten i Danmark har taget en uheldig retning i forhold til familiemønster.

  • 25.09.17 Bjørn
    Fin artikel - tak

    Den rammer meget af det forløb jeg selv havde med min gamle mor. Hendes sidste tid blev i den grad forringet af lægernes lemfældige omgang med nervemedicin. Man udskrev benzodiazepiner til hende, som er vanvittigt vanedannende og skaber en frygteligt masse bivirkninger, som selvsamme læger straks diagnosticerer som helt nye sygdomme. Ideen om en håndbog eller en form for vidensopsamling/koordinering er god.

  • 25.09.17 Anne Rasmussen
    omsorgsdage til pleje af ældrefamiliemedlemmer!!!

    Virkelig levende og genkendelig beskrivelse - jeg kan supplere med lignende historier, hvor magtesløsheden nogle gange er lige ved at snige sig ind på en. Jeg har været det meste af følelsesregistret igennem - fra bekymring og frygt til taknemmelighed og lettelse - men sandelig også undren, frustration og vrede. Vi bliver NØDT til at snakke om det her vidt og bredt. Vi vil gerne kunne give omsorg som pårørende, men lige nu har vi ikke formelt set ret til at holde fri for at følge en gammel mor, far, onkel eller tante til læge eller andet. Vi skal have ret til at give omsorg! Og ikke kun pligt til at stå for skud, når plejehjemmets budget ikke kan rumme ledsager ud af huset.

  • 25.09.17 Rikke
    At være pårørende og AFS eller ASF

    Tusind tak for en rigtig fin "artikel".
    Alt hvad du skriver har jeg oplevet flere gangen i forbindelse med min egen farmors lange sygdomsforløb, men desværre også som den professionelle sygeplejerske.
    Alt for meget er blevet bureaukratiseret og for kringlet for den almene borger, og for os i systemet er det for svært at vejlede patienter og pårørende rundt i.
    Jeg håber at det bliver bedre for din mor og jeres familie.
    Lige et spørgsmål: Du skriver flere stedet AFS og nogle steder ASF.
    Er det ikke ASF som forkortelse for Almindelig Sund Fornuft ala Rebellen fra Langeland du mener?
    Med Venlig Hilsen
    Rikke

  • 25.09.17 Louise
    At være pårørende kræver overskud

    Hej Nanna. Tak for din meget velskrevne beretning om, at være pårørende. Jeg kan føle afmagten du har stået med og for almindelige mennesker ( og faktisk også for os der arbejder i det ) kan det virke fuldstændig uoverskueligt, at navigere rundt i det system. Jeg har tilladt, at dele din beretning i en lukket gruppe for sygeplejersker, som reminder om, hvordan det er at stå på den anden side.

  • 25.09.17 Dorthe Rasmussen
    Tak

    for en uhyggelig beretning, der minder meget om den min far fik, for 18 år siden....18 år...og det er ikke blevet et hak bedre, visse steder. Som pårørende skal vi absolut...overhovedet ikke finde os i det. Det er langt under de ældres værdighed <3

  • 24.09.17 Maria
    En helt anden oplevelse

    Sikken et forfærdeligt forløb. Har selv en dement forælder på plejehjem, og min oplevelse har været fuldstændig anderledes. Jeg har aldrig mødt andet end forståelse, hjælpsomhed og vilje til at finde løsninger i mit møde med det offentlige.

  • 24.09.17 Nanna Holst
    Tak, Leif Thordal, for at involvere dig

    Når alt kommer til alt, har min mor fået en fin behandling og meget støtte. Så det er egentlig ikke service-niveauet for hende, jeg langer ud efter, mere den knubbede og uoverskuelige vej til at forløse den. Jeg kan også være bange på vegne af de ældre, der ikke har nogen til at kæmpe for sig, men det spørgsmål ligger uden for min egen indsigt og handlesfære.

  • 24.09.17 Nanna Holst
    Tak, Lina, for uhyggeligt skarptsyn

    Det er jo helt forfærdeligt at høre, at mine erfaringer - nærmest ord for ord - er ufatteligt 'old news'. Og hvor har du dog ret i, at de afledte udgifter ved at sende ASF ud af ligningen er både enorme og destruktive. Hvis vi taler 10 års køren rundt i det samme, som ingen ret beset ønsker, så må der være grobund for at komme videre nu.

  • 24.09.17 Lina
    Det samme igen og igen...det er ikke blevet bedre på 10 år

    Tak Nana, for at have beskrevet denne fuldstændig groteske rejse. Jeg kan genkende alt fra støvsugerposen, installation i tomme boliger(uden mad og lys iøvrigt)og pilleæsker, til rovdrift på den/de pårørende. Og ja, man gør det samme igen og igen, for mine oplevelser er ca.10 år gamle. Der skjulte udgifter til samfundet ift. denne praksis; stress, manglende produktivitet, skilsmisse m.m. kan være resultatet for den pårørende og kontinuerlige indlæggelser og unødvendige sygdomsforløb for den ældre. Et sørgeligt farvel for både den gamle og familien omkring, og en skarp kontrast til skatte- og afgiftslettelser.

  • 24.09.17 Leif Thordal
    "Fremtidens ældrepleje",

    De sidste 20 år har politikerne - især op til et valg - talt om "Det voldsomt stigende antal ældre borgere", som samfundet kommer til at skulle forholde sig til og være i stand til at pleje.
    De samme seneste år har vi set den ene "Nedskæring" efter den anden på netop dette område.
    HVORNÅR begynder nogen at tage peoblemet alvorligt?
    Det strider mod AL anstændighed at byde vore ældre og eller gamle bprgere den behandling.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige