Inklusion går begge veje: Ingen kan kræve uden at deltage

Inklusion og skolegang er menneskerettigheder. Men Anders Dinsen er bekymret for udviklingen, når inklusion kommer til at handle om særlige institutioner og krav om at samfundet skal betale.

Reaktionen, når børn mister lysten til at gå i skole, og direkte får angst ved kravet, er frygtelig. Både for barnet og for familien.

Jeg har selv oplevet det tre gange.

Anders Dinsen om velfærd, inklusion og systemer

Anders Dinsen blogger på DenOffentlige om velfærd, inklusion og livet som bruger af offentlige services.
 
Læs mere om Dinsen og hans tankevækkende blogindlæg her.
 

Den ene gang gik der halvandet år, hvor det var umuligt at få min dreng med diagnose i skole. En u-rummelig skole er stressende og skadelig for børn med sårbarheder som autisme og ADHD.

Omvendt er skolegang afgørende for et godt liv, og inklusion er en menneskeret. Vores samfund har vedtaget, at det vil og skal rumme mennesker med særlige behov.

Rummer vi hinanden kan vi forvente noget af hinanden. Dét er det centrale.

 

​Krav fra autismeforeningen

Derfor er det helt forkert, når Autismeforeningens formand nu stiller krav om noget andet.

I en reaktion på en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder udtaler formanden Heidi Thamestrup at "[…] når Institut for menneskerettigheder peger på, at autistiske børn ikke tåler at være i skole, så er det et sikkert tegn på, at vores børn med autisme ikke kan inkluderes i almenmiljøer - der skal noget helt andet til."

Hun har to centrale og ret væsentlige budskaber, som begge er farlige, hvis vi tror på det inkluderende velfærdssamfund:

For det første mener foreningens formand, at samfundet ikke kan rumme børn med særlige behov. Hvad værre er, hun mener også, at børn med særlige behov må acceptere sådan et samfund. For det andet konklusionen, at så må samfundet betale for at lave særlige miljøer for en bestemt gruppe mennesker.

Det hænger ikke sammen.

Paradoksalt nok rummer rapporten ”Retten til uddannelse – når børn med handicap ikke går i skole” et helt andet budskab.

 

Inklusion fra oven

Det er et alvorligt velfærdsproblem, at flere og flere børn med diagnoser ikke magter at gå i skolen.

Skoleproblemer vokser til personlige problemer for barnet - og truer hele familiens liv.

Prøv DenOffentlige

DenOffentlige får ingen mediestøtte. Er gratis og debat, videndeling og nyheder, som 100.000 mennesker hver måned læser. 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

Resultatet er tit uarbejdsdygtige, udbrændte forældre. Og børn, der mister flere års skolegang. Det dokumenterer rapporten.

Problemets opståen hænger tidsmæssigt sammen med inklusionslovens vedtagelse i 2012, men hvordan har det kunnet komme hertil? Er loven selve årsagen til problemet?

Vi skal have historien om inklusion på plads for at forstå.

I min hjemkommune Gladsaxe blev inklusion indført i folkeskolen allerede i 2007 som reaktion på et overforbrug på specialområdet. Økonomerne og skoleforvaltningen i kommunen tog et dybt kig på Salamanca-erklæringen fra 1994.

Det var Salamanca-erklæringen, der udvidede inklusion som menneskeret til også at dække skolen. Men i 2007 blev den et administrativt middel til at få styr et udgift-ræs.

 

​Statens vej

I staten skete noget lignende. Her var det Finansministeriets embedsmænd der gik til folketingets politikere omkring samme tid og pegede på den økonomiske nødvendighed i, at se på netop denne erklæring om rettigheder.

Og i 2009 blev spørgsmålet om, hvad der kom ud af samfundets penge stillet i en stor undersøgelse om handicappedes uddannelsesresultater, den såkaldte Capacent-rapport: Dommen var hård mod specialskolerne, der i vidt omfang blev vurderet til at være uden effekt på den længere livsbane.

Det pædagogiske system var nu i defensiven. Inklusion blev til et instrument i stram økonomistyring.

At der oveni så lavedes en gennemgribende reform af hele folkeskolen, og at alt blev implementeret benhårdt fra oven, både i kommunerne og staten, førte til at børnene blev voldsomt presset.

Det er klart.

 

Retten til at sige fra

Forleden talte jeg længe med en mor, hvis barn med diagnose ikke har været i skole i over et år. Forud var gået stigende mistrivsel i folkeskolen, hvor problemerne igen og igen var blevet slået hen.

Mød lægen, psykiateren og borgeren på DenOffentlige

Tre stærke bloggere på DenOffentlige.

Den praktiserende læge Thomas Birk Kristiansen, der udover praksis i Ishøj også er formand for Patientdataforeningen. 

Børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring, der beretter fra psykiatriens hjerte. 

Borger og far til børn med diagnoser, Anders Dinsen, der insisterer på det hele og gode samfund. 

Hendes barn er hårdt ramt på grund af den manglende skolegang, det er åbenlyst.

Men under dén historie er en anden fortælling, nemlig den om et barn, der siger fra overfor for de voksnes misforståede logik. Og om et par forældre, der hver dag de står op kæmper for at støtte deres barn. 

 

Ophæv tryllebindingen

”Politikerne er blevet tryllebundet af inklusionsretorik”, udtaler Heidi Thamestrup.

Deri er jeg faktisk enig.

Løsningen er at give forældrene handlemuligheder på deres børns vegne.

Og det er præcis det rapporten anbefaler. Menneskerettighedsinstituttet har nemlig fem anbefalinger:

  1. Tidlig identifikation skal sikres
  2. Retten til sygeundervisning skal præciseres
  3. Skolelederens rolle som myndighed skal gøres klar, og klageadgang skal sikres
  4. Ventetiden skal nedbringes
  5. Sektoransvarlighedsprincippet må ikke hindre støtte til familierne

Det er gode anbefalinger, til en start.

De konkrete juridiske forslag vil nemlig give forældre værktøjer til at hjælpe deres børn når skolen ikke er rummelig nok:

  • Forældre får retten til at synliggøre mistrivsel, der fører til fravær når det skyldes skolens manglende rummelighed.
  • Der vil dermed forhåbentlig opstå incitament til at skolerne opbygger en bedre inklusionskultur og sikrer bedre overgange til specialtilbud, når det er nødvendigt.
  • Endelig får forældre ret til at bede om hjælp i det sociale system når deres børns personlige udvikling trues – også selvom det er skolens skyld.

Det vil kræve noget af os forældre, det er klart. Vi skal nemlig insistere på det centrale i inklusion: Når vi rummer hinanden kan vi forvente noget af hinanden.

Det kræver, at vi også gør det omvendte sandt: Vi skal forvente noget af folkeskolen, og derigennem give mulighed for rummeligheden.

Men det giver mening. Det er jo os selv, vores egne børn og deres fremtid i et rummeligt samfund det hele handler om.

Emneord: Anders Dinsen, Inklusion, Skoleavisen, Specialiserede socialområde, Udsatte børn og unge, Børn og unges velfærd, Børn og unge med særlige behov, 020118
Anders Dinsen på DenOffentlige.dk Mange af mine bedste venner er mennesker på kanten: Handicappede, udsatte og sårbare, der har brug for velfærdssamfundets hjælp og støtte for at tage det afgørende medansvar for samfundet, sin...
Aktivitet: Artikler: 42 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 29.12.17 Anders Dinsen
    Kære Benedikte

    Tak for din gode kommentar, der kunne have været et debatindlæg i sig selv!

    Jeg håber meget, at jeg læser Heidi Thamestrup forkert. Det er jeg nu bange for jeg ikke gør. Budskabet er ensidigt mod inklusion og der levnes ikke megen plads til anden fortolkning. Det er også decideret forkert når hun siger, at loven startede problemet med inklusion. Min korte redegørelse omkring historien om inklusion viser, at det stikker meget dybere.

    Jeg er enig med dig i din holdning, men altså ikke enig i at du er enig med Thamestrup.

    Alenkær er fagperson og rummelighed for ham betyder noget meget bestemt. Jeg tænker rummelighed og inklusion synonymt. Jeg er ikke fagperson, men forstår godt hans faglige tankegang, og er derfor fagligt enig med Alenkær, men bruger altså her ordene i, hvad man kan kalde dagligsprogsbetydninger.

    Problemet du nævner, hvor forældre får afslag på TA (og anden støtte) er behandlet ret grundigt i rapporten. IMR’s juridiske analyse er, at det sker på grund af misforståelse af sektoransvarlighedsprincippet, og de anbefaler derfor en præcisering. Det kræver kun en ministeriel bekendtgørelse, så vil børn med skoleproblemer få en klar ret til at få støtte – også selvom skolen ikke gør det nødvendige ved deres rammer eller arbejder for visitation til specialtilbud.

    Du og jeg ved vel det meste af, hvad der er værd at vide om autisme. Jeg kan tilføje en del om ADHD. Der sker meget på området i øjeblikket, men alt det du nævner er gammelkendt viden. Sammenhold det med, at Salamanca-erklæringen blev ratificeret i Danmark i 1997, altså for 20 år siden. To årtier. Jeg undrer mig, for det tager da ikke så lang tid at lære folk op i, hvad børn med ADHD og autisme har brug for i folkeskolen? Det er åbenlyst, at der sker overgreb på fagligheden og arbejdsvilkårene ovenfra drevet af en økonomisk dagsorden, men det er også åbenlyst, at denne viden 20 år efter den blev nødvendig stadig ikke er gjort tilgængelig for dem, der har brug for den. Lærerarbejdet er generelt, javist, men det er også et arbejde med det enkelte barn, herunder barnet med ADHD og autisme. For mig siger dette, at der er problemer med rummeligheden blandt lærere på professionshøjskolerne – og derfor blandt lærere.

    Løsningen er dog ikke specialskoler, det forværrer jo blot problemet med den manglende rummelighed, men at læreplanerne ændres og der efteruddannes endnu mere.

    Rapporten fra Menneskerettighedsinstituttet dokumenterer i øvrigt, at blandt skoleledere, der oplever skolevægring er der 67%, der mener at skolevægring er i” høj eller nogen grad” skyldes forældrenes manglende støtte (side 49). Problemet stikker altså helt op i ledelserne.

    Forældrenes positive kamp for deres børn misforstås dermed totalt, og det jeg vil sige med den passus du spørger til er, at forældrene, der passer på deres barn gør det godt – når nu samfundets professionelle voksne ikke gør det godt. Det er det eneste rigtige at gøre, også selvom man bliver set skævt på af skoleledere og mange andre i systemet.

    En del af mistroen kan i øvrigt også skyldes, at forældre ikke har kan få registreret årsagen til fraværet korrekt i skolens fraværsstatistikker.
    Angående dit forslag til løsning til sidst, så vil den indebære en helt anden individualisering af folkeskolen end den, der er vedtaget politik blandt flertallet i Folketinget. Folkeskolereformen gør jo ikke forskel på børnene, den rummer næsten ikke inklusion som du tænker den.

    Husk også, at retten til særligt miljø ikke kan gælde en bestemt gruppe, men må gælde alle, hvis det skal give mening.

    Igen, tak for din gode kommentar!

    Kh
    Anders

  • 29.12.17 Bennedikte Pedersen
    Jeg synes du blander æbler og pærer sammen...

    For det første, er jeg ikke enig i din udlægning af Heidis kommentar til rapporten (i dit link).
    For mig at se handler kommentaren, om den del af de autistiske børn, der på nuværende tidspunkt IKKE går i skole eller har dårlig trivsel. Altså de, hvor inklusionen har slået fejl.

    Jeg læser ikke Heidis kommentar til at omhandle andet end en kritik af de almen miljøer (folkeskoler eller æbler), der ikke godt for alle børn med autisme.
    Og jeg synes du mistolker det, når du mener at hun skriver at samfundet (pærer) ikke kan rumme mennesker med autisme.
    For mig at se består samfundet af så meget mere end folkeskoler.

    Jeg er enig i Heidis kommentar, og vil synliggøre min holding med en metafor, (-selvom det jo i sig selv begrænser den komplekse virkelighed). Hvis nu vi siger at børn er som planter. Så vil nogle trives bedst i det åbne land og andre har brug for et drivhus for at kunne blomstre. At sætte de drivhuskrævende blomster i et drivhus er ikke at ekskludere dem ligesom de bestemt heller ikke er inkluderet ved at blive plantet på det åbne land.
    Jeg synes der i vores samfund skal være plads til både åbne marker (folkeskoler) og drivhuse (specialtilbud).

    Jeg er enig med Rasmus Alenkærs ord om inklusion:
    "Jeg tager aktivt afstand fra de ineffektive og uddaterede tanker, der findes i begreber som eksempelvis rummelighed og administrativ inklusion. Der kommer ikke noget godt ud af, at alle mennesker skal være sammen om alt hele tiden. -Og børn i udsatte positioner får det ikke godt af at opholde sig et sted, hvor de ikke trives, hvor der ikke er økonomi eller menneskelig overskud til at tage sig af dem."
    (herfra:http://www.alenkaer.dk/blog/2015/5/16/inklusion-min-definition")

    Både du og jeg kender til sager, hvor forældre for afslag på tabt arbejdsfortjeneste, med begrundelsen "at skolen skal kunne rumme barnet fra skoledagens start til skoledagens slut, 5 dage om ugen" Men også at det ikke altid er et problem at skolen ikke kan rumme, men at barnet ikke kan.

    Rigtig meget af det, der foregår i skolerne i dag, er det rene gift for især børn med autisme, men bestemt også børn med andre behov.

    Klassestørrelser på op til 28 elever. Det er gift, hvis man er ramt på sine sanser (hvilket mange med autisme er ), og derfor oplever støj og uro meget mere end andre mennesker.
    Klasseværelserne er ikke indrettet, så man kan skærme sig. Stressniveaeut stiger, og så bliver de sansemæssige udfordringer endnu større. For os vil det svare til at at skulle parallelparkere en lastbil med anhænger midt i Mumbai med radioen på fuldstyrke i 45 grader varme. Nogle af os vil give op og andre vil begynde at skælde ud.

    Lærerne er som udgangspunkt uddannet generalister, og har efterhånden en umulig opgave med de store klasser, børn med forskellige behov og nedsat forberedelsestid. Hvis man ikke i dybden forstår hvordan børn med autisme lærer og præcis hvad deres vanskeligheder består i, så kommer man til at stille mange umulige opgaver og krav i løbet af en skoledag.

    Mange af almensskolens elementer er yderste vanskelige for børn med autisme, fx projektuger, samarbejde på tværs af klasser, "find selv i gruppen ud af hvordan i vil løse opgaven" osv.

    Der mangler både penge, men også vilje og viden i kommunerne til at få inklusion til at fungere. Både på politisk, ledelsesmæssigt, skoleleder og lærerplan. Ikke fordi folk er onde eller ligeglade, men det er en opgave oveni alle de andre opgaver.

    Efter kommunalreformen er der sket en stor afspecialisering indenfor bla autismeområdet, også for skolebørn.

    Når vi så oveni giver fx skolelederne den urimelige opgave at skulle prioritere benhårdt økonomisk, så har de seneste år vist klart at børn med autisme ikke får den nødvendige hjælp.

    Jeg synes det, der sker i dag svarer til at give de, der skal løse opgaven med at få også børn med autisme til at blive så dygtige som muligt, 50 brikker til et puslespil, hvor der skulle have været 100. Det gælder faktisk både politikkere, skoleledere og lærerne i de enkelte klasser.

    Det er en umulig opgave.

    Og når opgaver er umulige, får vi lyst til at give andre skylden for det.
    Fx oplever utrolig mange forældre pt at de får skylden og ansvaret for at deres børn ikke tør gå i skole (fordi det svarer til at være i Mumbai med en lastbil).
    Regeringen bakker op med ny lovgivning om forældrepålæg mv, hvis ikke forældrene får deres børn i skole.

    Så kommer vi hen til eksemplet i din artikel, som er helt uforståligt for mig i afsnittet om retten til at sige fra, hvor du skriver:
    "Men under dén historie er en anden fortælling, nemlig den om et barn, der siger fra overfor for de voksnes misforståede logik. Og om et par forældre, der hver dag de står op kæmper for at støtte deres barn."

    Jeg har læst det afsnit flere gange i forsøg på at forstå, hvad du mener. Mit bedste bud er at du bruger det som et argument for at forældre bør have mere hårdtslående juridske redskaber til at kæmpe for børnene.
    Men er det virkelig det, der skal til for at vi får et rummeligt samfund? Får vi et mere rummeligt samfund at at give den idag svageste part i konflikterne bedre "våben"?

    For mig er løsningen mest af alt et andet sted, - at vi anerkender og respekterer og ikke mindst handler efter en forståelse af at planter har brug for forskellige miljøer for at kunne vokse sig "levedygtige"
    Jeg synes faktisk ikke at det er rimeligt at barndommen skal bruges på at sige fra overfor misforstået logik eller at forældre skal bruge deres kræfter på at kæmpe mod systemer.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige