Kommunalt immunforsvar kan være en disruption-killer: Her er syv centrale spørgsmål

Der er milliarder i kommunal velfærdsdisruption, men er det overhovedet muligt at gennemføre noget som helst, når det kommunale immunforsvar sætter sig til modværge? Steen Houmark har kigget på, hvad der skal til.

For seks måneder siden skrev jeg blogindlægget disruption mere end et buzzword. Det har givet anledning til en del dialoger og workshops med så vel private som offentlige aktører omkring nogle af de udfordringer det offentlige Danmark står overfor, hvis man ønsker at gennemføre disruptive tiltag.

Læs også artikelserien De Politiske Innovatører

Artikelserien “De Politiske Innovatører” er udgivet af Center for Offentlig Innovation i samarbejde med DenOffentlige.
Formålet er at sætte fokus på de folkevalgtes rolle i fornyelsen af den offentlige sektor.
Er du folkevalgt politiker eller offentligt ansat et sted, hvor I eksperimenterer med politikernes rolle i den offentlige innovation, så skriv om jeres eksempel til Ole Bech Lykkebo fra Center for Offentlig Innovation.

På baggrund af dette er jeg nu klar med det første af to indlæg. Det andet indlæg kommer til at omhandle eksempler på nye velfærdserviceses med private og hvordan engagerede kommuner kan drage nytte af privat innovation.

Bagtæppet for kommunal distruption

Bagtæppet for drøftelserne om disruption af kommunal velfærd har gennemgående været, at vi befinder os i en situation med en ekspotentiel teknologisk udvikling, en faldende arbejdsstyrke, en øget befolkningsgruppe uden for arbejdsmarked og stigende udgifter på eksempelvis det specialiserede socialområde. Hertil kommer, at undersøgelser af danske kommuner viser, at relativ få borgere med meget store og komplekse behov driver en meget stor del af kommunernes velfærdsudgifter. I grove træk ser det ud til at 5 % af borgerne som får hjælp eller modtager ydelser fra deres kommune trækker 2/3 af udgifterne. Dette bl.a. fordi mange af disse borgere trækker på ydelser på tværs af kommunens mange forvaltninger.

Mine drøftelser om det kommunale Danmark og distruption har desuden haft fokus på, at vi har en veletableret kommunal forvaltning med en stærk selvforståelse af den kommunale kapacitet og kompetencekraft. Det bygger ikke uden grund på en erfaring med, at vi kommunalt set har mange fagligt dygtige og engagerede medarbejdere, der dagligt lægger rigtig megen energi i, at give den bedst mulige service inden for den søjle-sektor den enkelte arbejder i. 

Læs mere af Steen Houmark

Steen Houmark har de sidste 30 år arbejdet på alle niveauer i Danmarks tre sektorer. Den offentlige, den private og civilsamfunds-sektoren. Det giver ham en bred pallette af erfaringer. De sidste 7 år som selvstændig rådgiver.

Læs flere artikler af Steen Houmark her. 

Det medfører ofte den udfordring at den kommunale søjle-sektor-opdeling skaber multiple såkaldte wicked problems.

Det vil sige problemstillinger, der er karakteriseret ved 4 sammenhængende elementer.

1) Ufuldstændig eller modstridende viden på tværs af sektorerne.

2) Antallet af mennesker og meninger involveret,

3) den økonomiske byrde og

4) forbindelsen mellem et problem og andre problemer, hvor løsningen af det ene griber ind i det andet, således, at hvad der er godt et sted ikke nødvendigvis medvirker til en god løsning et andet sted.

Disse wicked problems er bl.a. opstået, fordi vi sektorvis, år for år, har lagt lag på lag af reguleringer og nye opgaver uden egentlig at tage en tur i helikopteren og vurdere om den sidste regulering i et sammenhængende perspektiv nu også gav værdi for den udsatte borger. Det resultere ofte i, at udsatte borgere får et usammenhængende forløb i mødet med den kommunale forvaltning. Der er altså potentielt grundlag for, at hvis vi tænker smartere, forstået som selv-disruptivt, så kan man kommunalt set imødegå udfordringerne og få mere ud af indsatserne økonomisk og menneskeligt.

Når en social udsat med lav organisations-håndterings-evne skal møde i flere fagforvaltninger

Inden jeg kommer nærmere ind på hvordan man kommunalt kan indlede arbejdet med selv-distruption tænker jeg det er fornuftigt lige at få sat scenen i lidt skarpere i perspektiv af en kort case. For hvad er det lige der sker, hvis du er mand, 20 år, ny-diagnosticeret autist og droppet ud af din gymnasiale uddannelse, fordi du grundet din diagnose bare ikke kan overskue turen ud af hjemmet og hen på gymnasiet?

Prøv DenOffentlige

DenOffentlige får ingen mediestøtte og er stadig gratis for for vores 100.000 læsere. 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

- Det er gratis 

Der er her tale om en ung mand med normal begavelse, som oplagt har brug for kommunal forvaltningsmæssig bistand for at komme videre og udfolde sit samfundsmæssige potentiale, frem for at regrediere foran en computer med risiko for at havne som superbruger af velfærdsydelser.

I udgangspunktet må du konstatere at princippet om én indgang for borgeren ikke er en mulighed, hvis du har brug for hjælp til medicin, støttekontaktperson, mentor m.v.. Den unge mand skal tage kontakt med ikke én, men flere forvaltningsdele.

Initiativ forpligtigelsen ligger helt på borgerens side. Ofte også efter at han har henvendt sig til den første forvaltning. Her skal man lige tænke på hvad udgangspunktet for overblik og ressourcer er hos en udsat person med en kraftig nedsat organisations-håndterings-evne.

Hertil kommer, at der ikke er den mindste koordination af sagen i mellem forvaltningerne.

Den unge mand starter altså forfra ved hvert møde også længere henne i forløbet, da begrebet fast kontaktperson sjældent forekommer i den kommunale forvaltning. Han mangler altså som minimum en case-manager for at kunne arbejde sig igennem de forvaltningsenheder der mestrer job, social og handicap mhp at få den nødvendige hjælp. I Alle instanser møder han socialt fagligt uddannede personer, som er imødekommende, men disse har svært ved at forholde sig til hele situationen, fordi de arbejdsmæssigt er fokuseret på det personelement deres forvaltningsenhed er specialister i.

Det paradoksale er, at personalet er holistisk uddannede, men når de havner i én fagforvaltning så synes holismen at forsvinde som dug for solen. Man kunne så antage, at når den unge mand har været hele vejen rundt så var alt godt. Udfordringen for autister, og i øvrigt også andre borgere som er udsatte, er at de ofte brænder ned mentalt eller ikke formår at generere ressourcer til at koordinere mellem de kommunale fag-forvaltninger.

Jeg ser derfor ofte, som velfærdsrådgiver, sager, hvor der både er givet alt for lidt eller alt for meget. Ganske enkelt fordi borgeren enten tror det skal være sådan eller har opgivet og gøre opmærksom på det besynderlige i fx at have to mentorer. En fra hver forvaltning. Spørgsmålene bliver her: Er det muligt via kommunal selv-disruption at skabe bedre sammenhæng i indsatsen for eksempelvis udsatte borgere og hvad skal der til?  

Dette og tilsvarende spørgsmål rejses helt sikkert i forbindelse med, at ministeren for offentlig innovation tager på tur rundt i kommunerne i valgåret 2017. Det bliver også rejst på KL's Social- og Sundhedspolitiske Forum den 10. maj i session 3. Men giver det mening at spørge siddende eksperter i kommunerne om hvordan de kan gøre det bedre og mere sammenhængende, hvis man er ude i et disruption-ærinde?

Hvad skal der til for at gennemføre kommunal disruption?

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at der er et potentiale for milliarder af kroner og tilsvarende kvalitetsmæssige forbedringer af kommunal velfærd, men spørgsmålet er; Kan kommunerne gennemføre selv-distruption?

Den 4 IR

Den 4. industrielle revolution er over os, og forandringerne vil komme hurtigere end nogensinde før. Hvad gør det ved vores samfund og hverdag, og hvilke muligheder giver det os? Følg med på vores temaside og deltag i debatten.

Indlæg kan sendes til Redaktionen

Disruption beskriver en proces, hvor en virksomhed med nye ofte innovative teknologier er i stand til, at udfordre etablerede markedsledende virksomheder, hvorefter de engang markedsledende forsvinder fordi marked bliver disrupted.

Jeg har tidligere beskrevet at disruption-mekanismerne i det offentlige ikke kan overføres 100 % fra den privat sektor. Mine iagttagelser er, at disruption af offentlige funktioner historisk har haft tre karakteristika

  1. Disruption er politisk motiveret
  2. Disruption er lovgivningsmæssigt reguleret
  3. Disruption er initieret fagligt, økonomisk eller ledelsesmæssigt

Paradokser og politiske bundlinjer

Det er altid let at have nogle overordnede debatter om kommunal kompleksitet, så for at komme et skridt dybere har jeg ofte bedt deltagerne i disruption workshops og debatter retter projektøren på et enkelt felt i den kommunale verden, som de fandt interessant.  Uden at der på nogen måde er tale om en videnskabelig afrapportering så kan jeg iagttage to emner som ofte har præget debatterne.

  1. Den politiske bundlinje i et kommunalt valgår og muligheden for disruption
  2. Paradokser i kommunal retorik som forstærker immunforsvaret mod selv-disruption

Den politiske bundlinje i et kommunalt valgår og muligheden for selv-disruption

Hvad er en politiske bundlinje for en størrelse og hvad er sandsynligheden for selv-disruptive lokalpolitiske beslutninger i et kommunalt valgår? Det er min erfaring at den politiske bundlinje generelt består af tre hovedelementer, som komplementere hinanden når store og nye forandringer gennemføres.

  1. det prestigefyldte element
  2. det labile element
  3. det rationelle og nødvendige element

Hvis en sag hverken medføre prestige for beslutningstagerne eller giver en god fornemmelse i maven hos borgere og vælger, samtidig med at alle har svært ved at se nødvendigheden, er sagen op ad bakke. Dette skal ses i perspektiv af, at der findes en antagelse af, at kommuner forbruger mere end budgetteret  i valgår, forstået som de køber mere ind. Det ganske givet rigtigt, at kommunerne brænder flere penge af i et valgår end ellers, men jeg oplever samtidig en tendens til, at de er mindre risikovillige. Det vil sige de køber eller iværksætter ikke noget der giver risikofyldte forandringer.

Sammenhængsreformen

Mere tid til kerneopgaven, bedre velfærd på tværs af sektorer, fokus på teknologi og bedre ledelse er de fire spor i regeringens oplæg til modernisering af den offentlige sektor.

Læs oplæg og følg debatten på temasiden her.

Selv-distruption er jo, så at sige, indbegrebet af store forandringer og dermed også ukendte risikomomenter, hvor virksomheder bliver nedlagt. Så mit bud er, at disruption ikke når den kommunale muldjord i et valgår, for her vil det ikke give mening ift. en kommunalpolitisk bundlinje.

Der vil ikke være nogen prestige i, at eksempelvis den eksisterende kommunale søjle og udvalgsstruktur om- eller nedlægges. Få lokale beslutningstagere og bureaukrater vil ganske enkelt klappe i hænderne over at udvalgsposter, direktørstillinger og andre kendte kommunalelementer reduceres eller forsvinder, selvom man godt kan finde de rationelle argumenter. Det betyder ganske enkelt, at disruption bliver henvist til noget man kun taler om med sigte på den længere bane (efter valget).

Det passer derfor rigtig godt med at Ministeren for offentlig innovation har erklæret en sammenhængsreform og vil tage på rundtur i kommunerne. Tilsvarende at statsministeren har nedsat et disruptionråd. Rundture tager tid og Råd er som bekendt noget man lytter til og de er lang tid undervejs med deres rapporter, så derfor vil vi ikke se meget disruption med kommunal impact fra den kant her i 2017. Det betyder ikke, at vi ikke burde gøre det, men det tænder reelt ikke de politiske bundlinjer, før sæderne er besat.

Paradokser i kommunal retorik underbygger et immunforsvar mod selv-disruption

Den største modstand mod disruptive tiltag ligger i kommunernes indbyggede immunforsvar. Et immunforsvar består som bekendt af en række forsvarsmekanismer, der automatisk aktiveres, når organisationen eller organismen er under angreb. De stærkeste af immunforsvarscellerne er huskecellerne. Det er dem, der fortæller de andre, hvad der er rigtig og forkert, hvorved de underbygger den kommunale selvforståelse/immunforsvar. De er på mange måder fortidens helte. Det vil sige dem, som har løst tidligere tiders udfordringer og derved også i nogen sammenhæng medvirket til, at vi har nutidens problemer. Dette selvforsvar oplever jeg ofte kommer til udtryk i form af paradoksale tilkendegivelser.

Vi hjemtager alle vores borgere fordi vi kan gøre det bedre og billiger

Jeg lader sætningen stå et øjeblik.

Hvis man googler ”hjemtagning af borgere” så drukner man i links fra kommuner, der alle har valgt at hjemtage deres borgere. Her er argumentationen ofte, at kommunen selv gør det bedre og billigere ift. de hjemtagne borgere end de andre kommuner. Men hvor er rationalet, når kommune A hjemtager sine borgere fra Kommune B`s tilbud, som for øvrigt med den sammen argumentation tager sine borgere hjem fra både kommune A og C?

Hvis alle tager deres borgere hjem ud fra en betragtning om, at det bliver billigere og bedre, så burde træerne jo rent faktisk vokse ind i himmelen. Men det er ikke en virkelighed jeg hører, når jeg kommer rundt. Vi har stigende udgifter på socialområdet og mærker mange steder konsekvenserne af afspecialiseringen, hvor vi siden kommunalreformen har sagt farvel til forskellige specialistenheder. Eksempelvis hjerneskadecenteret Nordsjælland og Børneklinikken. Muligvis fordi kommunerne alle sammen kunne det bedre og billigere, men er den kommunale forforståelse godt for den social udsatte borger?

Det har muligvis på et inkrementelt niveau været godt for den lokale kommunale økonomi, men på den kvalitative og lange bane kan man stille spørgsmål ved, om det ikke kunne være gjort anderledes og mere distruptivt ift. den almindelige kommunale forforståelse af at man kan det hele selv bedre og billigere. Min pointe er, at ønsker vi at arbejder med selv-disruption må vi samtidig lytte grundigt efter de ofte paradoksale og retoriske ”selvforstærkelses udtalelser" der kommer i eller fra kommunale organisationer. Det er nemlig her modstanden mod disruption er stærkest.

Selv-disruption som værktøj i en overlevelseskamp

På det private marked er disruption gennemgående teknologisk båret og kommer med ekspotentiel kraft, hvor dem der rammes risikerer at tabe marked, men der er også en bevægelse i retningen af, at private virksomheder arbejder bevidst selv-distruptivt mhp at komme foran og skabe nye markeder. Det vil sige udkonkurrere egne darlings mhp at overleve og skabe ny vækst frem for at dø.

I en offentlig kontekst har jeg iagttaget, at disruption er politisk motiveret og ofte lovreguleret. Det er derfor interessant, når man fra central politisk hold nedsætter et disruptionråd og erklærer behovet for en sammenhængsreform i kommunerne nødvendig. Den slags politisk motiverede tiltag sætter yderligere pres på de berørte mhp at øge motivationen fagligt og ledelsesmæssigt i kommunerne.

Udfordringen bliver om kommunerne kan skabe selv-disruptive processer, der eksempelvis reducerer organisationskompleksiteten og skaber mere sammenhængende indsatser for de mest udsatte borgere. Og hvad skal der i det hele taget til for at arbejde med selv-distrubtion?

Selv-distruption stiller kommunerne over for nogle svære valg

”Gør vi som vi plejer, får vi det, vi plejer,” sagde Sophie Løhde da hun gennemgik regeringens Sammenhængsreform. Jeg tænker, at den kommunale politiske og administrative ledelse står over for nogle svære innovative valg, hvis de ønsker at gennemføre nogle selv-disruptive processer. Det vil sige processer der resulterer i andet og mere end at rive de kommunale sektormure ned. Eller etablere én myndighedsfunktion for velfærd og udskille kerneydelserne fra det kommunale driftsfokus og lade velfærd blive løst af specialiserede opp-funderede-virksomheder med armslængder til myndighederne. Denne modeltankegang er allerede tænkt og i princippet til at gennemføre, hvis man vil.

Lidt frit fortolket har innovationens fader Clayton Christensen beskrevet at innovation i princippet enten kan være inkrementel og sammenhængsskabende ift. noget eksisterende (sustaining) eller den kan være radikal og have et nyskabende og til en vis grad ødelæggende forandringspotentiale for det eksisterende (distruptiv)

Sammenhængsreformen og nedsættelsen af disruptionsrådet lægger pres på kommunerne med et krav om forbedringer og forandringer der kan mærkes med andet end en omformulering af hvad vi plejer. Mit bud er derfor, at vil man arbejder seriøst med selv-disruption skal man tænke langt ud af boxen og i den sammenhæng tage stilling til 7 svære innovationsvalg.

  1. Skal vi spørge interessenterne om deres mening eller skal vi undlade at spørge interessenterne?
  2. Skal vi give interessenterne det de efterspørger eller give dem noget de ikke har tænkt på?
  3. Skal vi anvende gamle og kendte kompetencer el. brug nye og ukendte når der iværksættes nyt?
  4. Skal vi alloker ressourcer på vanlig vis til kendte siloer, systemer eller teknologier eller skal vi gøre det på en måde så det gennemgribende bryder med ”det vi plejer”?
  5. Skal vi fokusere på nul fejl eller have skal vi have udbredt tolerance af fejl og lære af dem?
  6. Skal vi dyrke fortidens helte eller fremhæve nutidens forandrings-ambassadører?
  7. Skal vi organisere udvikling af selv-disruption i de eksisterende rammer eller give organiseringen ekstern autonomi, kompetence og robusthed?

Når jeg skriver, at der er tale om svære innovationsvalg, er det fordi de her 7 spørgsmål på mange måder bryder med kommunal eller generel offentlig tankegang. De udfordre, så at sige, det indbyggede immunforsvar, hvis man eksempelvis undlader at spørge interessenterne i sammenhængsreformen bliver resultatet så radikalt disruptivt eller inkrementelt sustaining?

Eller hvis vi accepterer fejl og lærer af dem, samt inviterer nye kompetencer ind fra eksempelvis den private sektor og organiserer innovationen uden for det normale kommunale hierarki. Vil det så medføre et distruptivt resultat vi kan bruge?

Selv-disruption handler om kalkuleret risikovillighed

Jeg siger ikke, at man har fundet løsningen ift. at arbejde med selv-disruption ved at tage stilling til disse syv spørgsmål, men det er min erfaring, at det giver et grundlag for at komme videre. Herunder at beslutte sig for niveau og risikomomenter i den kommunale innovation og her skal man tænke på, at ikke alle innovative og selv-disruptive ideer eller løsninger nødvendigvis medføre en evigholdbar succes.

Eksempelvis deltog jeg, som forvaltningschef i etableringen af et tværkommunalt ide-hus, Momentum, omkring kommunalreformen. Grundlæggende rykkede dette hus ved et par kommuners måde at tænke udvikling af en ny kommune og for en periode virkede det disruptivt på den måde man tænkte forankring og anvendelse af kommunale udviklingskonsulenter, men det kommunale immunforsvar tog i mine øjne over. Så på et tidspunkt blev idehuset opslugt af en af stifter-kommunerne.

Pointen er ikke, at der kan du bare se Steen, det lykkedes jo alligevel ikke. Nej pointen er at kommunerne skal prøve og forfølge deres ideer uden for boxen, risikovilligt, alene eller i fællesskab og så høste frugterne undervejs og lære af de erfaringer som sådan nogle projekter altid føre med sig.

Emneord: Disruption, Steen Houmark, Nye velfærdsløsninger, Innovation, Privat velfærd, OPS, Offentligt privat samarbejde, Velfærdsdebatten, 100517
De 4 Vinde på DenOffentlige.dk Steen Houmark har de sidste 30 år arbejdet på alle niveauer i Danmarks tre sektorer. Den offentlige, den private og civilsamfunds-sektoren. Det giver ham en bred pallette af erfaringer. De sidste...
Aktivitet: Artikler: 15 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige