Ledelseskommission ser behov for flere ledere

Mange ledere i det offentlige har for mange ansatte under sig. Det vurderer kommission, der skal øge kvalitet.

Der er for langt til nærmeste chef for mange social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og andre medarbejdere på gulvet i det offentlige. Sådan lyder budskabet fra formanden for regeringens ledelseskommission, Allan Søgaard, der i Politiken fredag opfordrer alle ledere med flere end 30 medarbejdere under sig til at overveje, hvorvidt det giver mening.

»En anbefaling fra kommissionen bliver, at der er behov for at se kritisk på det såkaldte ledelsesspænd. Der er ledere i det offentlige, der har alt for mange medarbejdere under sig, fordi man er gået for langt i en retning, der handler om bare at bare at fjerne ledere«, siger han til Politiken.

Dermed løfter kommissionsformanden sløret for en af de anbefalinger, der bliver afgørende for regeringens forsøg på at styrke ledelseskvaliteten i det offentlige. Inden årets udgang skal kommissionen levere konkrete anbefalinger til innovationsminister Sophie Løhde (V), der har gjort det til et prestigeprojekt at reformere den offentlige sektor. På baggrund af kommissionens arbejde og sin egen erfaring mener Allan Søgaard, at en leder i det offentlige i udgangspunktet ikke bør have mere end 30 medarbejdere under sig.

Ledelseskommissionen

SE VORES TEMA OM LEDELSESKOMMISSIONEN HER

Debatten om ledelse og styring af den offentlige sektor blæser stadig med stormstyrke, og New Public Management er flere gange i løbet af 2016 erklæret død. Men hvad kan - om noget - afløse NPM, hvilken styringslogikker bør gælde, og hvordan kommer vi i mål med fremtidens velfærd?

For at fremme god offentlig ledelse har regeringen nedsat en Ledelseskommission, som DenOffentlige følger tæt.

»Hvis man har mere end 30 medarbejdere under sig som leder i det offentlige, så bør man have en rigtig god grund til, at det er tilfældet. Det er ikke en anbefaling fra kommissionen, men min egen vurdering af en grænse, som vel at mærke kan variere fra arbejdsplads til arbejdsplads«, siger han.

Den vurdering bygger blandt andet på en spørgeskemaundersøgelse, hvor 1.800 ledere har svaret på, hvor mange medarbejdere de har ansvar for at have til medarbejderudviklingssamtale. Knap 20 procent af de adspurgte ledere har flere end 30 medarbejdere under sig. Isoleret set på ældreområdet gælder det for næsten 50 procent.

Lektor Niels Thyge Thygesen fra CBS advarer dog mod at gøre de 30 medarbejdere til et skæringspunkt med udgangspunkt i spørgeskemaundersøgelsen, fordi der kan være store forskelle i lederrollens indhold fra område til område.

»Jeg kan da godt se, at det er besværligt at afholde mere end 30 mus-samtaler om året, hvis man er leder. Men Jeg håber ikke, at antal mus-samtaler står som det eneste eller vægtigste argument. Så risikerer vi at overse, hvad god ledelse er, hvis vi forsøger at tælle os frem til det«, siger Thygesen, der er medforfatter til bogen ’Tillid, magt og offentlige ledelsesformer’, til Politiken.

På Aarhus Universitet ser lektor Jesper Rosenberg Hansen med ekspertise i ledelse ikke bevis for, at der generelt er behov for flere ledere. Men han er enig i, at nogle er ansvarlige for »enormt mange ansatte«.

Det kan have »ubehagelige konsekvenser« for både medarbejdere og borgere, fordi en nærværende chef ofte er vigtig, siger formanden for de offentlige chefer i fagforbundet Djøf, Henning Thiesen. Derfor hilser han diskussionen velkommen. Men han tør ikke sætte tal på et fornuftigt spænd. Det tør man godt hos fagforbundet FOA. Her har man netop i denne uge vedtaget en ny politik, hvor der står, at »uanset de lokale forhold kan vi ikke forestille os et optimalt ledelsesspænd på mere end 25 medarbejdere for linjeledere«.

Innovationsminister Sophie Løhde holder tilbage med kommentarer, så længe kommissionens arbejde ikke er afsluttet. Hun er enig i, at et ledelsesspænd kan blive for stort. Til gengæld afviser hun, at det skulle være muligt at indføre måltal eller loft på tværs af hele den offentlige sektor. »Hertil synes jeg, at den offentlige sektor er for kompleks«, siger hun til Politiken.

Emneord: Ledelseskommission, Ledelseskommissionen, Ledelsesavisen, Allan Søgaard Larsen, Sophie Løhde, Offentlig ledelse, 011217
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1317 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 01.12.17 Poul Skov Dahl
    Ledelse er ikke et tal

    Det er særdeles relevant at se på forholdet mellem ledere og medarbejdere. Det er et felt, hvor pendulet har svunget frem og tilbage. Siden Gulick (1937) definerede et optimalt ledelsesspænd på 12 medarbejdere pr. ledere, er der sket en bevægelse i retning af, at ledere får reference fra flere og flere medarbejdere. Blandt andet på de offentlige sygehuse og fx i hjemmeplejen har ledelsesspændet været betydeligt. Nu ser det ud til, at pendulet svinger den anden vej. Bevægelsen mod større ledelsesspænd har gået under betegnelsen selvledelse, der i sin grundform ikke betyder ’mindre ledelse’, selvom det desværre indimellem er blevet fortolket sådan. Og det er netop sagens kerne. En organisations ledelsesopgave forsvinder ikke, hvis man får færre ledere. Omvendt betyder flere ledere ikke nødvendigvis ’mere ledelse’. Det er godt at ledelseskommissionen vil kvalificere det forhold. Vi skal frisætte medarbejdere og den decentrale ledelse. Og det kræver ledelse.

  • 01.12.17 Annemette Digmann
    Ledelse udøves ikke nødvendigvis af ledere

    Gad vide om ledelseskommissionen kender Frederic Laloux? I bogen 'Fremtidens Organisation' beskriver han, at der i de mest succesfulde virksomheder er rigtig meget ledelse til stede. Det udøves blot ikke af formelle ledere.
    Sammen med Mads Ole Dall har jeg undersøgt hvordan et par kommuner arbejder med denne form for frisættende ledelse. Der er helt klart noget at hente, hvis man ønsker at skabe mere effektivitet og kvalitet i opgaveløsningen.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige