Tænk, hvis det var dit barn uden sikkerhedsline

”Sagen er blevet behandlet efter alle regler,” siger vi eksempelvis når vores samfund smider ansvaret, fordi man tror behandling og støtte til sårbare, psykisk syge og børn med handikap er en dårlig investering. Det er tosset, når det nu er en god rigtig investering, skriver Nina Tejs Jørring.

Det er eksamenstid, og der dumper en mail ind. Den er fra en far, der bare lige vil sende et billede af sin søn. Han har været til eksamen og klaret sig godt. Jeg glædes over mailen og ved, at den er en tak for den tid de kom i familieterapi hos mig.

Dengang vi mødtes første gang, var det ikke eksaminer og en lys fremtid forældrene troede på. De frygtede det værste, med de symptomer og den diagnose.

I familieterapien lærte de om diagnosen og sammen fandt vi ud af hvordan de kunne hjælpe deres søn, og hvilken hjælp de havde brug for fra samfundet.

 

Følg bloggen om psykiatrien

Børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring blogger her på DenOffentlige.dk om psykiatrien.
 
"Vi skubber en katastrofe foran os, hvis vi fortsætter med at styre efter ydelser snarere end efter løsninger," siger hun. 
 

Gennem årene har de haft brug for lidt forskellig hjælp, fra os i børne- og ungdomspsykiatrien og fra skolesystemet. Egentlig ikke ret meget hjælp, bare lidt her og der. Vi har været deres "sikkerhedsline".

I dag tror og ved forældrene, at fremtiden nok skal blive god. Og jeg ved, at den investering vi, som samfund, gjorde i barnet og familien, betaler sig tilbage. Det bliver et rigtig godt afkast!

LÆS OGSÅ: 25 måder din leder afviser kritik på

Det er en kæmpe glæde for mig, som børne- og ungdomspsykiater, at opleve, at de børn, unge og deres forældre jeg møder, behandler og samarbejder med, får det bedre.

Selv uden "helbredelse" virker det

Jo ældre jeg bliver i faget som børne- og ungdomspsykiater, jo mere erfarer jeg, at vi faktisk godt kan hjælpe alle de børn vi møder. 

Det er ikke alle der helbredes. Faktisk er det de færreste af dem jeg møder, der "helbredes". De fleste har nemlig grundlæggende udviklingsforstyrrelser, neurokognitive forstyrrelser, eller andre sårbarheder som ikke kan helbredes. Men de kan alle lære at tackle dem, styre dem og endda profitere af dem, så deres liv bliver gode liv.

Men så er det at jeg undres: Hvorfor er det, at vi, som samfund, ofte opfører os som om, at børn der har et handikap, er sårbare eller har en psykisk lidelse vil blive en kronisk belastning? Hvorfor fylder det mere at holde udgifterne nede end at gøre det, der virker?

Hjælp der hjælper, virker.

Hvorfor bruger vi ikke den viden vi har? Vi ved jo godt, at hvis vi giver børnene de bedst mulige rammer for at udvikle sig, så går det dem godt! Vi ved godt at den rigtige, den tidlige og den intensive indsats giver det bedste afkast.

 

Prøv DenOffentlige

DenOffentlige får ingen mediestøtte og er stadig gratis for for vores 100.000 læsere. 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

- Det er gratis 

Når det drejer sig om vores egne børn, dem af kød og blod, så er vi aldrig i tvivl: De skal have det bedste af det bedste, i børnehaven, i skolen, fritid, omsorg og kærlighed.

Når det drejer sig om andre folks børn, og især når det drejer sig om børn der har mere brug for hjælp end de fleste, så bør samfundet jo agere på samme måde: Hvordan skaber vi de bedst mulige rammer, så dette barn kan udvikle sig bedst muligt?

Men lige nu er fortællingen en helt anden: Puha, den sag bliver dyr, vi må hellere spare på udgifterne.

Selvopfyldende profeti

Når det går galt, vasker vi, som samfund, hænderne og siger:

"Nå, ja, men det er jo heller ikke så underligt med den start på livet, den sårbarhed, den diagnose eller det handikap."

Jeg undrer mig over, hvordan samfundet kan fastholde sig selv i de vildfarelser, når både fagligheden og alle de involverede tusinder af familier ved, at hjælp og indsats virker.  

I mit daglige virke yder jeg familieterapi i Børne- og Ungdomspsykiatrien, og jeg oplever en kæmpe glæde og en faglig tilfredsstillelse hver dag, når jeg ser forældre og børn skabe et liv trods svære psykiske lidelser.

 

Mød lægen, psykiateren og borgeren på DenOffentlige

Tre stærke bloggere på DenOffentlige.

Den praktiserende læge Thomas Birk Kristiansen, der udover praksis i Ishøj også er formand for Patientdataforeningen. 

Børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring, der beretter fra psykiatriens hjerte. 

Borger og far til børn med diagnoser, Anders Dinsen, der insisterer på det hele og gode samfund. 

Men jeg oplever også store frustrationer når effektivitetskrav, silotænkning og andre barrierer stilles op. De betyder, at vi i børne- og ungdomspsykiatrien, i skolerne og i kommunerne ikke må give den bedst mulige hjælp.

Vi skaber følelsesmæssig afstand

Vi har  fortællinger og et særligt rædselsfuldt sprog, der skaber afstand til børnene og deres familier. Vi finder undskyldninger for at overleve i systemet, når børnene stadig mistrives og forældrene går ned med flaget.

Sætninger som disse bruges som undskyldninger og begrundelser, selvom vi ved, det ikke passer:

”Sagen er blevet behandlet efter alle regler”

”Vi skal afprøve den billigeste indsats først”

”Det er ikke vores ansvar, det ligger i den anden sektor”

"Tidligt skadet, såååå...." (Bare ærgeligt Sonnyboy!) 

"Vi har ikke råd til at behandle alle til et 12-tal"

”Der kommer ikke flere midler” 

osv. osv.

Vi kan skubbe ansvaret og skyldfølelsen fra os når vi taler om "sagen" og ikke om barnet med et navn. Eller når vi taler om "indsatser" og ikke om hvordan barnet skal udvikle sig, leve sit liv.

Sætninger og sprog, der kun er dårlige undskyldninger, for ikke at gøre det rigtige. Så føles det ikke så meget som et svigt, men det er det! Lad mig give et standardsvar til alle de dumme sætninger:

Det er bare et spørgsmål om at prioritere!

Samfundet skal ikke blot gribe børnene i et sikkerhednet, når de falder ned, og lade dem selv kravle op igen. Vi skal være dem, der holder sikkerhedslinen, så de kan lære at kravle helt til tops, og videre op af den næste væg.

Lad os fokusere vores viden på det vigtigeste: Alle vores børn kan godt få det godt, hvis vi yder den rette hjælp. Alt andet er bare dårlige undskyldninger.

Emneord: Psykiatri, Psykisk sygdom, Udsatte børn og unge, Udsatte familier, Psykiatrien, Nina Tejs Jørring, Handicappede unge, Handicaphjælp, Diagnoser, 260617
Nina Tejs Jørring på DenOffentlige.dk   Vi bygger en katastrofe op foran os, hvis vi fortsætter med at styre efter ydelser snarere end efter løsninger. Derfor blogger jeg på DenOffentlige om min hverdag som i psykiatrien.   ...
Aktivitet: Artikler: 21 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 28.06.17 Lisbeth Johnsen
    Tak for dit indlæg

    Du har så meget ret!

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige