Det offentlige mangler it-ekspertise

Når store it-projekter som Sundhedsplatformen går galt, skyldes det bl.a. manglende it-kundskaber i det offentlige. Siden privatiseringen af Datacentralen er de dygtigste flyttet over i det private.

Når det offentlige skal købe et nyt, stort it-system foregår det ifølge en ekspert nogenlunde sådan her:
 
»Først hyrer det offentlige konsulenter til at finde ud af, om der er behov for et nyt it-system. Så hyrer de konsulenter til at lave selve udbuddet. Det udbud vindes af en privat virksomhed, i tilfældet med Sundhedsplatformen EPIC fra USA. Så skal systemet implementeres ofte med bistand af andre konsulenter, hvorefter hele processen evalueres af konsulenter. Og når det går galt, og man skal finde ud af, hvem der har ansvaret, så hyrer man konsulenter til dét,« siger Kim Normann Andersen.

Læs mere om digitalisering på vores temaside

Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi slår for alvor til nu. Følg med i udviklingen på vores tema-side her.

Mangler dine budskaber? Så bliv udgiver på DenOffentlige. Skriv til Claus Grønborg.

Han er professor og studieleder for it-uddannelserne ved CBS og en af de eksperter, som mener, at det er et problem, at det offentlige ikke har bedre it-kompetencer selv:

»Det er en illusion at kalde det 'offentlige it-indkøb', for alt er efterhånden outsourcet til det private,« siger han til Information.
 
Flere eksperter peger på den manglende ekspertise i det offentlige som en af årsagerne til at store it-projekter som Skats inddrivelsessystem EFI og Region Hovedstadens Sundhedsplatform går galt.
 
Professor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet Jørgen P. Bansler mener, at det er problematisk, at vi ikke har et attraktivt it-miljø i det offentlige:
 
»Det er et problem i den forstand, at der ikke bygges den nødvendige ekspertise op i de offentlige institutioner. Det er jo generelt problemet, hvis man benytter sig meget af konsulenter, at viden- og kompetenceopbygningen sker i konsulentfirmaet og ikke hos kunden,« siger han.
 
Frem til midt i 90’erne var nogle af de bedste it-udviklere faktisk offentligt ansatte – dengang havde man Datacentralen, som udviklede it til staten og amterne samt Kommunedata. Men de statslige virksomheder er blev privatiseret, og dermed døde også det miljø, som er nødvendigt for at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Derfor kan det offentlige med fordel arbejde på at genopbygge nogle attraktive miljøer:
 
»Man kunne ansætte endnu flere folk i staten, der har kompetencerne til at styre it-projekter og medudvikle. Man kunne opruste på statens it gennem eksempelvis Digitaliseringsstyrelsen og oprette et nyt organ som det gamle Datacentralen, der var en af de to offentlige it-mastodonter i 1970'erne med utrolig dygtige ansatte,« siger Kim Norman Andersen til Information. Det er dog en udfordring, at konkurrencen fra de private virksomheder i dag er langt større end i Datacentralens tid – og at lønningerne er højere i de private virksomheder. Alligevel mener en af de it-udviklere, som i dag arbejder som konsulent, at det er muligt at genskabe et attraktivt miljø:
»Som konsulent får man en hyre, hvor det offentlige ikke kan være med. Men jeg kan faktisk godt forestille mig, at folk i højere grad vil påtage sig en rolle i det offentlige, fordi der er mange spændende opgaver. Så det handler om at få en kultur, som er attraktiv for de bedste, selv om man ikke får flest penge der,« siger Kristjan Wager fra firmaet NineConsult.
 
Regeringen ignorerer ønske om straf for offentligt datasjusk
Et bredt flertal i Folketinget har i to et halvt år ønsket, at offentlige myndigheder skal kunne straffes på samme måde som private firmaer, hvis de ser stort på beskyttelsen af danskernes personlige oplysninger.
 
Men regeringen har ignoreret det flertals ønske i sit udspil til en ny databeskyttelseslov, skrev Politiken i sommerferien.
 
I det lovudkast, der blev sendt til høring i sidste uge, lyder det, at "Stillingtagen til sanktionsspørgsmålet i forhold til offentlige myndigheder udestår".
 
Trods regeringens vaklen fastholder Venstre og Liberal Alliance deres ønske om at straffe myndigheder for at sjuske med private data.
 
- Det vil helt principielt ikke være rimeligt, at private virksomheder risikerer tårnhøje bøder, mens det ingen konsekvenser får for offentlige myndigheder.
 
- Vi er nødt til at sætte ind, da det er et alvorligt område, som vi skal prioritere, siger Christiane Egelund, retsordfører for Liberal Alliance, til Politiken.
 
Regeringens manglende stillingtagen er usædvanlig og problematisk, mener professor i persondataret Peter Blume fra Københavns Universitet.
 
- Høringen er til for at få saglige argumenter for eller indvendinger imod regeringens forslag.
 
- Men man taler jo i blinde, når regeringen stadig ikke har fundet sine ben i spørgsmålet. 
 
- Min opfattelse er, at det er helt oplagt, at offentlige myndigheder også skal kunne sanktioneres på samme niveau som private, siger han til Politiken.
 
Hos Dansk Erhverv er man skuffet over regeringens manglende stillingtagen.
 
- Det er højst kritisabelt. De danske virksomheder er indignerede.
 
- De er ved at gøre klar til de nye regler, der træder i kraft næste år, og kan så kigge på en offentlig sektor, der ligger inde med en masse følsomme data, som ser ud til at blive sendt i "digitalt helle" af regeringen, siger digitaliseringschef Janus Sandsgaard til Ritzau.
 
Det er ikke lykkedes Politiken at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
 
Hans ministerium er dog kommet med en skriftlig udtalelse til avisen.
 
- Der tages i udkastet til lovforslaget ikke stilling til, om offentlige myndigheder skal kunne få bøder eller ej.
 
- Organisationer, myndigheder og andre høringsparter er dog naturligvis velkomne til at komme med forslag og overvejelser vedrørende spørgsmålet om bøder til offentlige myndigheder i forbindelse med høringen, skriver ministeriet til Politiken.
 
/ritzau/
Emneord: Digitalisering, Digitaliseringsstrategi 2016-20, Offentlig digitalisering, IT-kompetencer, IT-infrastruktur, It-skandaler, IT-strategi, Juli 2017-1
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 5985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 13.08.17 Anne-Marie Krogsbøll
    ufuldstændig delforklaring

    Manglende iT-kundskaber er sikkert en del af forklaringen på de mange problemer med det offentliges IT-projekter. Men det er kun en del af forklaringen.

    Det er jo ikke manglende kundskaber, der gør, at f.eks. Region Hovedstaden kasserer den første business case vedr. Sundhedsplatformen(udarbejdet af Peak), for at bestille en ny og urealistisk rosenrød business case fra Oleto - oven i købet uden lovligt udbud, og langt dyrere end først planlagt. Det var sandsynligvis snarere manglende vilje til at lytte til sagkundskaben, fordi man havde et projekt, man ville have manipuleret igennem.

    Det er jo heller ikke manglende IT-kundskaber, der fik Region Hovedstaden til at ignorere alle de advarende stemmer, der forsøgte at få regionen til at bremse op mht. igangsætningen af Sundhedsplatformen. Kyndige folk advarerede og argumenterede, men regionen ville ikke lytte.

    Det er jo heller ikke fordi det offentlige ikke bruger mange, mange millarder på konsulentrapporter - som vel burde repræsentere fagkundskab - for hvem repæsenterer det ellers? Politikeres og topembedsfolks egne politiske ambitioner?

    Det er ikke uvidenhed, der gør, at direktionen i Sundhedsplatformen accepterer, at EPIC endnu ikke - på trods af, at der er gået langt over et år - har afleveret den årlige sikkerhedsrapport vedr. sikkerhedshændelser og sikkerhedsstatus i Sundhedsplatformen, sådan som det er aftalt i kontrakten. Det må være manglende vilje, der gør, at man accepterer dette - for man kender jo udmærket sine egne kontrakter.

    Og sådan er der mange ting i det offentlige, der ikke handler om manglende kundskaber, men om politiske (eller egoistiske?) valg. Læs f.eks. denne artikel i Computerworld om den manglende vilje til at tage spørgsmålet om datasikkerhed alvorligt i det offentlige. Ikke pga. af uvidenhed, for man får det jo klart og tydeligt påpeget af Datatilsynet - men man vælger at sige "ren og hop".
    https://www.computerworld.dk/art/240729/persondata-ekspert-om-slap-sikkerhed-i-det-offentlige-vi-ville-ikke-ane-det-hvis-svensk-it-skandale-foregik-i-danmark

    Så argumentet med manglende kundskaber er rigtigt på den måde, at man sikkert mangler gode IT-kundskaber i det offentlige - men det er altså til dels et valg - man vælger med åbne øjne de gode kundskaber fra, fordi de ofte vil spænde ben for store prestigeprojekter, som man med djævlens vold og magt vil have igennem.

    Hvis det nogen sinde skal blive anderledes, må vi borgere have mulighed for at vide, hvad der rent faktisk foregår. Hver gang disse store projekter kuldsejler, kommer Mørkelygten og Mørklægningsloven flittig i brug for at skjule, at det ikke KUN er manglende kundskaber, men bevidst usaglige beslutninger, der er årsag til problemerne. Mørklægningsloven bruges bevidst til at manipulere politikeres og topembedsfolks usaglige prestigeprojekter igennem - de får et figenblad til at dække over, at de hele tiden vælger at lytte til den "sagkunskab", som snakker dem mest efter munden - på samfundets bekostning.

    Så vi må have afskaffet den Mørklægningslov hurtigst muligt, så vi faktisk har en mulighed for at kortlægge, hvor det oftest går galt i disse processer. Så har vi faktisk har en chance for at drage de rette konklusioner om, hvem vi skal stemme på ved næste valg.
    https://www.skrivunder.net/nej_tak_til_den_nye_offentlighedslov

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige