Professor om socialkrisen: Ingen tvinger kommuner til at gå til den yderste grænse

At noget er lovligt, betyder i den kommunale verden ikke nødvendigvis, at der er pligt til at rette ind herefter. Kommunalpolitikerne bestemmer selv, hvilken standard der skal gælde for sagsbehandlingen, skriver Carsten Henrichsen i denne reaktion på socialkrisen.

Det er aldrig behageligt at blive udsat for kritik for ikke at gøre sit arbejde ordentligt. Derfor er det også menneskeligt at rette blikket andre steder hen, når kritikken bliver for nærgående: Det er ikke vores ansvar, det er lovgivningen, der er skyld i miseren, og politikerne, der stiller urealistiske krav til de udøvende myndigheder, eller det er de overordnede kontrolmyndigheder, som er inkonsekvente i deres afgørelser. 

Læs om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid. Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

Når det gælder kommunerne, som udførende organer, står disse dog i en særlig – privilegeret – stilling, som også pålægger disse et særligt ansvar for deres virksomhed. Det skyldes det råderum, som kommunerne har efter loven og gældende ret i øvrigt i kraft af det kommunale selvstyre. Det gælder selvsagt, hvor loven giver kommunerne en eksklusiv ret til at afgøre sagerne efter et – sagligt – skøn.

Men det gælder også i de mange tilfælde, hvor loven er åben for fortolkning, og hvor overordnede – kontrollerende – myndigheder kan præcisere området for de lovlige afgørelser, det være sig ved bindende afgørelser af enkeltsager eller ved udstedelse af vejledende retningslinjer, som fastsætter de yderste grænser for, hvad kommunen kan gøre efter loven. 

Men der er ikke noget, der tvinger kommunen til altid at gå til den yderste grænse. 

Kommunen kan anlægge en mere lempelig praksis, og det kan der måske endda være gode grunde til ud fra andre hensyn end rent retlige synspunkter, fx ressourcemæssige eller socialpolitiske hensyn. Pointen er, at det er op til kommunen selv at udnytte det fortolkningsrum, som loven giver.

Det er eksempelvis  tilfældet i de sager om førtidspension, som har været i brændpunktet for den senere tids kommunalpolitiske debat, og hvor kommunerne tydeligvis praktiserer meget forskellige standarder for tildeling af førtidspension. 

Kommunerne har udstrakt frihed

Udmøntning af praksis er kommunernes eget ansvar. Hvis de føler trang til at underlægge sig et mere entydigt retligt regime, kan de selv fastlægge nogle – fælles – standarder for sagsbehandlingen.

Sådanne standarder kan naturligvis aldrig være bindende for den enkelte kommune, men de vil dog gøre det tydeligt, hvilke kommuner der fraviger normen, og det vil også – i den interne kommunalpolitiske debat – bringe klarhed over, hvilke hensyn og interesser der fx begrunder en mindre lempelig praksis. På den måde ansvarliggøres kommunerne selv for udnyttelsen af det fortolkningsrum, som loven giver.

Prøv DenOffentlige

DenOffentlige får ingen mediestøtte og er stadig gratis for for vores 100.000 læsere. 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

- Det er gratis 

Det er noget andet end at gemme sig bag embedsværkets faglighed, som om den alene giver mulighed for at træffe de mest restriktive afgørelser, alene fordi de kontrollerende myndigheder tillader en sådan praksis. 

Men at noget er lovligt, betyder i den kommunale verden ikke, at der er pligt til at rette ind herefter. Kommunalpolitikerne bestemmer selv, hvilken standard der skal gælde for sagsbehandlingen.

De lovgivningsmæssig rammer

Det udelukker ikke, at der også kan være behov for at se på lovgivningen og de rammer, den sætter for kommunernes virksomhed. Når førtidspension betinges af, at det er åbenlyst, at der ikke foreligger nogen arbejdsevne, og at dette kan dokumenteres gennem et årelangt forløb med forsøg på aktivering af borgeren, er det klart, at dette sætter meget snævre rammer for tildeling af førtidspension. 

Disse rammer er tilsyneladende så snævre, at de sætter elementære forvaltningsretlige principper ud af kraft, særligt hensynet til saglig forvaltning og – i særdeleshed – proportionalitetsprincippet. 

Anstændighed er kommunalt ansvar

Det er min vurdering, at en praksis, som tillader en årelang, belastende arbejdsprøvning af borgere på trods af lægefaglig dokumentation af manglende arbejdsevne og ringe udsigt til aktivering i andet end et meget begrænset omfang, har ingen – hverken borgere eller samfundet – nogen gavn af.   

Sådan får du bedre sagsbehandling

Læs anbefalinger til bedre offentlig sagsbehandling her.

Det handler om at insistere på de nødvendige informationer. 

Kommunernes motivering for at udsætte deres borgere for en sådan behandling skyldes ikke ideelle hensyn til at bringe borgeren tilbage til en slags normaltilstand til glæde sig selv og andre. Det er ganske vist det hensyn, som begrunder lovgivningen, men det er ikke et hensyn, som rimeligvis kan begrunde, at nogle kommuner vælger at gå til yderligheder for at nå dette mål. Det er derimod typisk kommunaløkonomiske hensyn til at spare, hvor der spares kan. 

Det er der så nogle kommunerne, som har følt sig foranlediget til. Altså at udnytte muligheden for at spare. 

Når borgerne har klaget deres nød til de kompetente klageorganer – ankeorganer, ombudsmand og domstole – har de måttet sande, at de er gået forgæves. De meget snævre rammer, som lovgivningen giver, sætter ingen grænser for en anstændig behandling af borgerne. Eller det er, hvad de kontrollerende myndigheder vælger at antage. 

Men det ændrer ikke ved, at det er kommunerne selv, som står fast på den restriktive omgang med regelværkerne.

Praksis i Københavns Kommune

Andre kommuner har fastholdt en mere lempelig praksis, mens den største af kommunerne, Københavns Kommune, har valgt at følge den restriktive praksis, som kontrolmyndighederne giver mulighed for. 

Når den politisk ansvarlige (social-)borgmester - Anna Mee Allerslev - siden har forsvaret denne praksis med henvisning til, at det ikke er muligt at modsætte sig praksis uden at beklikke embedsværkets faglighed, kan dette bero på en misforståelse af de politiske handlemuligheder. 

I givet fald er det embedsværkets opgave at bringe borgmesteren ud af denne vildfarelse, eventuelt med forslag til en lempeligere standard for kommunens afgørelser, som bringer denne på linje med praksis i andre af landets større kommuner.  

I modsat fald påtager embedsværket sig – bevidst eller ubevidst – en politiserende rolle i beslutningsprocessen. 

Samtidig kan der rettes op på det åbenlyse misforhold, der består mellem sagernes omfang og de personalemæssige ressourcer, der allokeres til dette område, og som har medført en mangedobling af sagsmængderne for den enkelte medarbejder sammenlignet med andre kommuner. 

Et omfattende sagspres er selvsagt ikke befordrende for kvaliteten af den administrative sagsbehandling, og tildeling af fornødne ressourcer er – om noget – et politisk ansvar.

 
Emneord: Socialkrisen Socialkrise, Helle Linnet, Socialchefer, Socialområdet, Forvaltningsetik, Sagsbehandling, Beskæftigelsesområdet, Forvaltningsledelse, Forvaltningskultur, 170817, Kvmail2017
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1184 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 22.08.17 M.S. Carstens
    Sparre-foranstaltninger?

    Jo tak, i Thisted Kommune fratog man 10 minutters hjælp under § 83, igangsatte hjemmeterapeuter (to ad gangen) plus hele striben af sagsbehandlinger, der skal kædes sammen (hvor?), alt mens status nu er, at de sølle 10 minutter for ægtefællen, nu koster at han må kæmpe 2-3 timer for at gennemføre sit, mens kommunen må bistå den handicappede ægtefælle med ca. 15 timers ekstra hjælp i døgnet.

    Men HVEM fortæller kommunerne, at de ikke SKAL gå til grænsen af enhver lovgivning, men da godt nok må OG SKAL tænke selv?

    Det syntes meget lige som folketinget de sidste 30 år:
    Eu siger ...., Konventionerne siger....,
    vi gør da bare som der bliver sagt
    :((

  • 22.08.17 Ernst Andersen
    Nogle kommuner TROR, at de sparer

    Enig i det hele, men samtidigt lidt bekymret ved brugen (her og så hyppigt iøvrigt) af sparemotivet som forklaring. For sparer kommunerne faktisk ved at ”stå fast på den restriktive omgang med regelværkerne”? Eller bidrager vi til, at nogle kommuner - og især København - tror, at de sparer?
    Mit regnestykke er overfladisk, så måske kan det provokere andre til at gå i dybden. Det drejer sig (som nævnt i artiklen) om mennesker med dokumenteret manglende arbejdsevne og ringe udsigt til resultat af aktiveringen. De har typisk været på den forbigående ydelse kontanthjælp i mere end 52 uger, dvs. at kommunen betaler 20 % af ydelsen, hvad enten den er kontanthjælp eller førtidspension. Groft sagt er niveauet for førtidspension 5.000 kr./md. Højere end niveauet for kontanthjælp, dvs. at kommunens ”besparelse” er på 1.000 kr./md.
    Men disse 1.000 kr./md. skal ses over for udgiften til og belastningen af forvaltning og sagsbehandlere (og klient) ved mere og mere fantasifulde og udsigtsløse revalideringsforslag og aktiveringsforløb. Det løber da vist nemt op i 1.000 kr./md. Så hvor blev ”besparelsen” af?
    Det værste for kommunens økonomi er vel egentligt, om nogle aktiviseringsforløb resulterer i, at klienten kommer i arbejde i mere end 52 uger og derefter vender tilbage på kontanthjælp, for så starter det jo forfra, og kommunen skal i den første periode betale 80 % af ydelsen. Nå, det sker jo nok så sjældent, at vi kan se bort fra det.

  • 18.08.17 Peter Hansen
    Retssikkerhed.

    Selv borgernes ankeinstans (uvildig) Ankestyrelsen taber for mange af deres ulovlige afgørelser ved de civilretslige domstole.

    https://www.k10.dk/showthread.php?t=31037

    Meget bekymrende.

  • 18.08.17 Troels Chr. Jakobsen
    En lille korrektion

    Anna Mee Allerslev er ikke socialborgmester, men beskæftigelsesborgmester.

    Ellers 100% enig i artiklen og det er en af mine grunde til at stille op til kommunalvalget i København. Kommunen og kommunalpolitikerne har et ansvar og et stort råderum, som ikke benyttes.

  • 18.08.17 Lone Bording
    Forvaltningen i Københavns Kommune modarbejder politisk aftale om udsatte borgere og mere lempelig visitationspraksis

    Det politiske flertal i Københavns Kommune aftalte allerede i 2015 en lempeligere og mere hurtig afklaring til førtid for de 16.000 udsatte borgere i København - den aftale har borgmester og Forvaltning åbenlyst modarbejdet -godt hjulpet af en kontanthjælpsreform med nye krav til udsatte borgere på kontanthjælp og en vejledning fra styrelsen der klart anbefaler lange forløb i virksomhedspraktik frem for førtid til de mest udsatte borgere - i Handleplan for udmøntning af aftale fra 2016 fastslås en kapacitet i Københavns Kommune på 2300 førtidspensioner om året - Direktør Bjarne Winges status fra 2017 og Ankestyrelsens statistikker viser desværre en meget ringe udnyttelse af kapaciteten på kun 10% 224 førtidspensioner - På trods af aftaler handleplaner har Kæbenhavn kun rykket sig baglæns og aftalens klare formål at afklare flere udsatte til førtid er på ingen måde nået København ligger stadig langt under landsgennemsnittet - En så ringe udnyttelse af kapaciteten havde nok ikke givet bonus i en privat virksomhed - og Aftaleparterne i Københavns Kommune bør stille forvaltning og borgmester til ansvar- Aftale og handleplan findes nemt og hurtigt på Københavns Kommunes hjemmeside eller ved at Google Aftale om udsatte borgere KK

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige