Linda Villadsen med sin mand Carsten Larsen, som arbejder målrettet på at vende tilbage til jobbet efter flere blodpropper i hjernen. Foto: Nicolai Zoffmann for Næstehjælperne

Om vrede hos social modstand: Derfor mister borgere besindelsen

Forstår du ikke vreden i de sociale bevægelser, så prøv at vente nogle få sekunder med at køre, når det bliver grønt i et lyskryds. Gang oplevelsen og reaktionerne med ventetider på 5, 10 og helt op til 20 år.

Velkommen i velfærdsillusionen. Nu har et flertal i folketinget vedtaget at hæve straffen for hærværk og chikane mod offentligt ansatte. Det burde være indlysende, at ingen skal gå på arbejde, for at modtage trusler. Men problemet forsvinder ikke, med mindre vi begynder at søge svar på dette spørgsmål: Hvorfor reagerer en stigende gruppe borgere med vrede og frustration? 
 
Tillad mig derfor at starte med at stille spørgsmålet og med den følgende fortælling vise, hvilken virkelighed tusinder af borgere i hele landet skal forholde sig til. 
 
Livskrisen vender op og ned på vores liv
 
Det begyndte med en blodprop i hjernen. Så endnu en og en mere. 
 
Min mand lå lammet i en hospitalsseng og kunne ikke tale. Så tikkede en besked ind på hans e-boks. Min mand skulle til ”jobsamtale” i jobcenteret og mødte han ikke op, ville hans arbejdsgiver miste retten til sygedagpengerefusion. 
 

Læs om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.

Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

Vi forsøgte at komme på en såkaldt stand by-ordning, hvor jobcenteret freder en kritisk syg borger for en tid. Anmodningen om stand by blev afslået. Vi fik hjælp – blandt andet af en advokat - til at finde de rigtige paragraffer, og fik stand–by ordning. 

Men denne fredning betyder ikke, at man bliver fri for en lind strøm af kommunikation fra myndighederne. Det er væltet ind med skrivelser fra jobcenteret, og der bliver sendt til både advokat, vores hjemaddresse og til e-boksen. (I skrivende stund fylder min mands sag med systemet omkring 300 sider.) 
 
Jeg ringede til jobcenteret, for at fortælle, at min mand havde vanskeligt ved at besvare alle deres breve. Men her mente de, at når nu min mand var blevet lam, havde svært ved at tale og havde nedsat syn, så kunne jeg som hans kone, jo bare udfylde ”min plan” på min mands vegne. Jeg skulle altså agere som en slags værge og umyndiggøre min mand så jobcenteret kunne få svar og redegørelser jævnligt. 
 
Det hjalp ikke at fortælle, at sygdommen var så alvorlig, at jeg nu også selv kæmpede for at holde sammen på hverdagen og mig selv. 
 
På det genoptræningscenter, hvor min mand var indlagt, blev personalet involveret. Egentlig var de ansat til at hjælpe med personlig pleje, medicindosering og træning, men nu brugte de også arbejdstiden på jobcenterets krav. Min mand tastede bogstaveligt talt i blinde og havde ingen anelse om hvad han godkendte. Det havde personalet heller ikke. Ingen kunne rigtig gennemskue, hvad det var jobcenteret ville.
 
Så blev jeg syg. Belastningen havde været for stor og jeg fik diagnosen belastningssyndrom med moderat depression. Det gjorde ikke tingene nemmere. Tværtimod. 
 
Der kom løbende skrivelser fra jobcenteret. De blev sendt til advokaten, landede i min e-boks, i hans e-boks og i postkassen. Papirerne hobede sig op.
 
Men de ringede også jævnligt. I deres egen arbejdstid, vel at mærke. Det handlede om indkaldelser til møder. Min mand måtte eksempelvis aflyse den træning en anden instans i kommunen betalte 5000 kr. i døgnet for, fordi jobcenteret ville tale med ham.
 
I dag får man sygedagpenge i 22 uger hvorefter kommunen har magt til at vurdere, om man er rask nok til at vende tilbage til jobbet. Mange syge bliver fyret lige omkring de 22 uger, fordi refusionen til arbejdsgiver så ophører. Det skaber en stille angst oven i sygdommen, og samtidig begynder systemet med sine "trusler" om at ophæve sygedagpengene flere uger før de 22 uger. Risikoen forude hedder altså kontanthjælp og ressourceforløb selvom man kan have en fremragende arbejdsgiver stående i venteposition. (Disclaimer: Min mands har heldigvis stadig et job at vende tilbage til, mens jeg skriver dette.)
 
Dagen kom, hvor min mands sygedagpenge stod til udløb og kommunen skulle vurdere en forlængelse.
 
I sundhedsforvaltningen havde de sagt, at det blev ikke noget problem. Blodpropper i hjernen er jo anført på den liste over forhold, der kan begrunde forlængelse af sygedagpengene.
 
 
Jeg begyndte på nedsat tid på arbejdet. Det blev hurtigt sat op til fuld tid. Jeg var glad for at være tilbage efter tre måneders sygdom.
 
Jobcenteret lagde op til et afslag på sygedagpenge. Jeg skrev en partshøring.
 
Det endelige afslag kom samtidig med, at min mand skulle udskrives. Jeg hentede hjælp fra personer, der kunne skrive en klage til ankestyrelsen på min mands vegne mens vi forsøgte at finde ud af hverdagen. Samtidig forberedte jeg vores hjem, så min mand kunne komme hjem. Jeg gjorde hjemmet ”hjerneskadeklar” og gik på arbejde. 
 
Det var der, lige der, hvor jeg var på arbejde igen, at det skete. At vreden kom op i mig. Vrede afledt af afmagt og frustrationer. 
 
Pas på tonen, Linda
 
”Hvad bilder du dig egentlig ind, at ringe mens jeg underviser min 6. Klasse og true med, at hvis jeg ikke kan tale med dig midt i undervisningen, så er du nødt til ”at indkalde til et møde”. Jeg har set, at du har sendt besked på e- boks om at du ville ringe i dag. Jeg står midt på lærerværelset med mine kolleger. Hvad blev der af, at spørge folk, hvornår det passer ind i deres arbejdstider, at ringe," sagde og spurgte jeg pænt ophidset. 
 

Få overblik fra DenOffentlige

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

Hun talte med pæne ord, og undlod heller ikke at gøre opmærksom på det. Det var ikke var hende jeg skulle være vred på. Det var jo ikke hende, der havde lavet loven.  

Jeg kvitterede med et ”nej, men det er det ondelynende dig, der FORVALTER den”.
 
Hun sagde, at nu skulle vi jo lige passe på tonen og jeg kvitterede endnu engang med, at hendes forsøg på at lege tonepoliti kunne hun stikke op det sted, der er højest, når man plukker jordbær. I forhold til mig, kunne hun godt glemme alt om tonen. 
 
 
Det var den berømte dråbe. Måneders kamp for at klare hverdagen sammen. Måneders forsøg på at leve op til myndighedernes krav og personalets sagsbehandling af samme. Måneders enormt pres forløste sig lige der. Fanget på min arbejdsplads, hvor jeg kunne få lidt normalitet ind i hverdagen og finde glæde ved at være. Her afbrød hun mig med sine behov og krav. Insisterende. Venligt og samtidig truede hun reelt med at fjerne min mands eksistensgrundlag. Igen.
 
Mine kolleger vendte sig rundt. På min arbejdsplads er vi relativt civiliserede. Vi taler ordenligt til hinanden og vi forsøger sammen at finde løsninger, der giver mening for både børn, forældre og os selv. Mine kolleger er ikke vant til at se mig vred. Det er ikke noget vi dyrker på min arbejdsplads. Enkelte kom hen til mig og sagde: 
 
”Godt, der endelig er nogen der siger fra. Det var også på tide.” 
 
Vrede kommer af omstændigheder
 
De færreste gør sig tilsyneladende den overvejelse, at spørge hvorfor borgere som jeg og mange andre bliver vrede. Vreden bliver fordømt. De ansatte, der står i den anden ende af vreden, modtager forståelse og omsorg, men ingen stiller det indlysende spørgsmål: ”Hvorfor bliver borgere vrede?” 
 
Kender man svaret på det spørgsmål, vil man også finde frem til, at vreden kan man hverken sanktionere eller straffe sig ud af. 
 
Da jobcenterdamen begyndte at ringe i arbejdstiden med samme vedholdenhed, som en nyansat telefonsælger, var det øjeblik hvor jeg fik nok og skældte ud. 
 
Var det rimeligt? Sikkert ikke. Var det forståeligt? Ja, det vil jeg mene, at det var.
 
Kan vi gøre noget ved det? Ja, hvis personalet i jobcentrene begynder at tage deres egen rolle og indflydelse mere alvorligt end kurser i konflikthåndtering. 
 
Fire sekunder eller 20 år
 
Jeg mener selv, at min reaktion var relativt mild. På trods af, at systemet presser og er både økonomisk og menneskeligt meningsløst, formåede jeg at lade det blive ved et "hvad fanden tror du, at du bilder dig ind?”  
 
Hvordan kan vi vise mennesker, der ikke møder samme pres og meningsløshed som tusinder udsatte borgere, hvordan det er, og hvad der sker?
 
Her er et forslag: Næste gang du holder for rødt, så vent 2-4 sekunder, før du flytter din fod fra bremsen over på speederen, når lyset skifter fra rødt til grønt. Bare få sekunder - og du vil opleve dytteaktivister gå i massepsykotisk selvsving. Vi taler få sekunder, som er grænsen for tålmodigheden hos mennesker i bevægelse. Til sammenligning har reformramte ofte ventet 5, 10 eller 20 år. 
 
Det system vi har skabt er meningsløst og det opleves som farligt, af de mennesker, der som min mand eller jeg kommer i kontakt med det. Systemet opleves som en trussel i forhold til at opnå målet: at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det opleves som en trussel mod helbredet på den man elsker, på vores børn og på muligheden for at opretholde et liv med mad, tøj og tag over hovedet.
 

Velfærdsstat eller velfærdssamfund - hvor er velfærdsmodellen

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

Systemet er ikke empatisk og det lytter ikke. De der sidder som fortalere og frontarbejdere er sagsbehandlerne. De er i bedste fald tavse. I værste fald hånende eller dømmende. 

Politikerne fortsætter. De lytter ikke, men tror, at de kan løse vredens problem med sanktioner og straffe. Endnu ved de ikke, at de dermed bærer brænde til en vredes- og mulig voldsspiral.
 
Det er på tide at lytte og det er på tide, at opbygge et system, der giver mening fremfor et system der fremstår meningsløst. 
 
Øgede straffe vil i bedste fald være nyttesløse og i værste fald føre til en øget voldsspiral, hvor borgere, der er klemt i systemet vil få forstærket oplevelsen af, at være i kamp med og mod et sygt system.
 
Fortsætter vi ad den vej, vi er på vej ned af nu, er det ikke blot farligt for de sagsbehandlere og borgere, der har kontakt med systemet, men også for vores demokrati og for os alle der er borgere. Stop op, lyt og handl i forhold til det du hører. 
 
Emneord: Velfærdsillusionen, Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Næstehjælperne, Linda Villadsen, Socialkrisen, Socialkrise, Udsatte borgere, Sagsbehandling, Jobcentre, Socialdebat 2018, Bekæftigelsesreform, Arbejdsmarkedsreformer, Beskæftigelsessystemet, 140518
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1536 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 14.05.18 Jens Madsen
    Kender det på min egen krop

    for ca 8 år siden blev min kone syg, og fik efter et år stillet diagnosen Bipolar med hurtige svingninger og angst, efter 1 år på sygedagpenge mistede hun dem og overgik til kontanthjælp.
    Og for for at det ikke skulle være løgn fik jeg 1 år senere 5 diskusprolapser med tilhørende depression pga. en arbejdsulykke, røg på sygedagpenge som jeg selvfølgelig mistede efter 1 år og røg på kontanthjælp.
    Det betød ingen penge og ingen hjælp nogen steder, vi oplevede begge to at vores socialrådgiver blev skiftet ca. hver 4-5 måned og der blev ikke sat noget i værk fra kommunens side, tværtimod så var de nærmere en modspiller der hele tiden prøvede at spænde ben for os, det tog 7 år før kommunen endelig måtte indrømme at min kone ikke kunne arbejde, hvilket 7 forskellige speciallæger i løbet af årene havde udtalt, og hun endelig fik sin førtidspension.
    Nu er der så kun mig tilbage og jeg fik sidste år nådigt tildelt et 3 årigt resurseforløb, men da jeg er i forløb på smertecenter og går i ambulant forløb på psyk hospital i hillerød, begge steder kun for at ifølge dem forbedre livskvaliteten og oveni skifter socialrådgiver heletiden har det lange udsigter før der sker noget!

  • 12.05.18 Jørn Rasmussen
    God artikel om vrede borgere (har NB den rette medicin)

    Lindas oplevelser er endnu en afsløring af, at de gamle partiers (socialdemokratiske) velfærdssamfund har spillet fallit.

    Nye Borgerlige har gjort sig nogle spændende tanker på området, og jeg ser deres politik som den bedste medicin i dag for de mest udsatte i dagens Danmark.

  • 12.05.18 Ania Johansen
    Om vrede hos social modstand : Derfor mister borgere besindelsen

    Velskrevet - men desværre ikke anerkendt af socialrådgiverne : Det er pinefuldt at blive udsat for en socialrådgiver der agerer sundhedsfaglig ekspertise - i autorisationsloven er tydeligt understreget at autoriserede personer ( socialrådgivere har ingen autorisation, kun skøn ) der laver kvaksalveri på lægestandens vegne - er strafbart - men istedet straffes borgerne for kvaksalveri ? Der er intet så underkendende som en socialrådgivers skøn af loven - og man er som borger overladt til den enkelte socialrådgivers magt og vold - og underkendelse... Jeg har aldrig mødt mennesker med så uhumant et menneskesyn som socialrådgivernes... Majbrit Berlau ansvarfraskriver sig alt og kommer med lange usammenhængende forklaringer på hvorfor socialrådgivere som den eneste faggruppe ikke skal autoriseres og stå inde for skøn - skøn ødelægger mennesker, speciallæger ordinerer til grin, heldigvis har Lægeforeningen stort fokus på problematikken der er kendt i årtier - stop socialrådgivernes magtsyge - indfør anerkendelse af sundhedssektoren hos socialsektoren, samfundet ville spare astronomiske beløb fremfor at skabe mere ulighed og mindre gensidig respekt.. Mvh en borger der har lungecyster, men socialrådgiveren skønner det er pjæk...

  • 11.05.18 Susanne Svendsen
    Offentligt ansatte skal være venner, ikke fjender.

    Linda har meget fint beskrevet hvad også jeg har oplevet ske i den offentlige forvaltning af skatte borgernes penge. Der ER sket et skred i retning af manglende empati og medmenneskelighed, og personligt har jeg det sådan at jeg ikke kunne drømme om at henvende mig til en offentlig myndighed for at få info vedrørende områder, som ellers hører ind under
    det offentliges arbejdsområde.
    Før internettet blev kommunikationsvejen, vidste man præcis hvor man kunne spørge efter vejledning og information, og man blev mødt af en venlig og imødekommende person i røret, og kunn vedkommende ikke svare, fik man meeget venligt at vide hvem man skulle tale med. Nu om dage, opleves det som om de der er ansat indenfor offentlige erhverv, mistænker en for at snyde eller udnytte det offentlige. Dr er in gen tillid, hjertelighed, forståelse o.s.v . Personligt har jeg altid været bevidst om hvor vigtigt det er at klare mig selv på alle områder. Men jeg blev for 16 år siden tvangsindlagt og fejlbehandlet efter nogle traumatiske oplevelser. Jeg brugte ufattelige mængder energi på at styre den afgrundsdybe afmagt, som mødet med komplet inkompetente ansatte i psykiatrien afstedkom. Jeg blev dagligt konfronteret med ansattes negative syn på mig og mine evner, blev sygeliggjort og kæmpede HELE tiden for at bevare min identitet og retten til at være den intelligente, kærlighedsfyldte person jeg er. Men overgrebene i form af indespærring, verbal sygeliggøærelse og fysisk magtanvendelse i forbindelse med påtvunget medicinske overgreb, vakte et had i mig, som jeg aldrig før har kendt til. Jeg tøjlede gennem hele opholdet, som sammenlagt blev 2 år, over en 4 årig periode, min vrede, afmagt og det had som andre fremprovokerede, undtaget en enkelt gang, hvor en plejer under en tvangsmedicinering med et medikament som gjorde mig virkelig virkelig syg, placerede sin fede ulækre hånd lige midt i mit ansigt. Da BED jeg et andet menneske for færste gang i mit liv ! Og jeg fortryder det ikke et øjeblik ! Det er ydmygende, umenneskeligt, unødvendigt og, ja jeg har simpelthen ikke ord der kan beskrive de opevelser. Jeg agerede hele vejen igennem stille og roligt, bevidst om at jeg befandt mig i en , for mig dybt alvorlig situation, som kunne blive livsfarlig for mig, og jeg har ALDRIG ønsket at gøre et andet menneske ondt, og jeg forstod desuden at jeg under ingen omstændigheder skulle opfattes som værende farlig for andre.For det er ikke mit væsen, jeg var blot i en situation hvor jeg havde mistet mit eller, normalt verbalt velartikulerede udtryk, hvorfor alle omkring misforstod mig, og antog mig for at være i en form for psykose. De evnede ikke at forstå at jeg " bare " var i sorg, og tænkte dybt over min situatioln og ansvaret for mig selv og min lille familie, efter en række udefra kommende traumatiske begivenheder. Den mistro, de overgreb, medicin som virkede som gift i min krop, sygeliggørelse og magtanvendelserne glemmer jeg aldrig nogensinde. Og grunden til at jeg sagde ja til en førtidspension skyldtes udelukkende de traumer som opholdet i statens varetægt medførte, ikke de diagnoser, som jeg blev påtvunget. Det har taget mig tolv år at finde bare en rimelig balance, men fysisk har jeg stafig alvorlige men efter den unødvendige tvangsbehandling. Ingen lyttede, ingen satte sig ned ved min side og spurgte mig om hvad JEG havde behov for, og OM de skulle hjælpe mig, eller kontakte nogen som jeg havde tillid til. Istedet blev jeg smadret igennem det lukkede psykiatriske systems fuldstændig vanvittige og unædvendige misbrug af magtanvendelse. Jeg ER en en kvinde med dyb indsigt i psykologiske processer, jeg er eftertænksom og selvbevidst, og havde blot behov for kærlighed, først og fremmest fra min familie ( som de forhindrede mig i at være sammen med ), men også at et intelligent og livsklogt menneske satte sig hos mig, og vandt min tillid til at det er ok, at have brug for hjælp og rådgivning, selv om man normalt har styr på sit liv.! Så enkelt kunne det have været, og det synes jeg de ansatte i psykiatrien, samt læger, politimyndigheden, samt politikerne, og alle de danske borgere skal huske. At magt og stramme regler kvæler menneskers følsomme sjæle, og frembringer et behov for at man som borger kan forsvare sig, og jeg tror at det samme gør sig gældende for de ansattes vedkommende, som ikke kan få lov at være de kærlige mennesker, som de også har været engang, npr de pålægges og accepterer at bruge vold og tortur( for det ER hvad tvangfsbehandling er)!!!! Intet menneske går gennem livet, uden risiko for, på et eller andet tidspunkt at pådrage sig eller udvikle en sygdom eller være i en situation hvor vi har behov for hjælp, så VI SKAL ALLE være meget mere opmærksomme på at hjælpes ad, istedet for at bekrige hinanden. Ingen kan li at blive føle sig anklaget for noget de ikke er herre eller frue over, og når et menneske er særligt sårbar i en periode i sit liv, er der mere end nogensinde behov for forståelse. Det er fuldstændigt grotesk når ansatte, som skal forvalte de love politikerne udstikker, opfattes som fjender frem for venner ! Det er absolut INGEN tjent med.

  • 11.05.18 Lone Engels
    Sammen er vi stærkere

    Linda sætter her ord på noget af det, jeg personligt finder mest bekymrende, ved den udvikling og drejning vores samfund tager.
    Denne opdeling i "dem og os".
    Den stigende polarisering og kløft mellem system og menneske.
    Den stigende ulighed.

    Jeg arbejder som socialrådgiver indenfor systemet.
    Dette benhårde system, som mange oplever er imod dem, og ikke som det burde være; til for dem.
    Personligt både forstår og rummer jeg vreden, som Linda her beskriver. Mit arbejde er ikke at forsvare loven, jeg er ansat til at forvalte, formidle og fortolke den. Det kan gøres på flere måder, men der er ingen undskyldning for at være "hånende eller dømmende" i mødet m medborgere.
    Jeg oplever dog også, at vi er mange, der kan bevare vores humane tilgang til og forståelse for vores medmennesker, selvom vi forvalter et benhårdt system.
    Vi er ikke alle tavse. Hverken eksternt eller internt.

  • 11.05.18 Helle Kroll
    Trusler i massevis

    Jeg blir så ked af det, helt ind i marven, når jeg læser denne beretning, for folk vil ikke forstå, hvad det er, vi syge er udsat for. Denne magtmisbrug, denne verbale vold, denne truende adfærd og konstante, hvis du ikke makker ret, tager vi dine penge. Er folk virkelig ikke i stand til at sætte sig ind i, hvordan det er, at blive truet på sin indtægt. ? Her mener jeg ikke til en luksus tilværelse, for det har de for længst fået os til at bruge, vores opsparing, vores pensioner, nogle gange mursten, andre gange en bil. Ja du må ikke engang sælge noget på nettet, så er de der med krav om tilbagebetaling. De vogter over dig 24 timer i døgnet, de forventer vi skal klappe hælene sammen og sige javel, uanset hvor urimeligt det hele er. Man bliver sgu sindsyg, man bliver så bange helt ind i det inderste af ens hjerte, fordi de virkelig har magt til at tage ALT fra dig. Loven gælder ikke, du kan anke, men ankestyrelsen og også imod de syge, de retter sig heller ikke efter loven, hvor vanvittigt det end lyder i vores land, men det er så sandt, som det er skrevet. De tjener stygt på, at vi skal anke, og anke og anke og anke, for så længe de kan holde os hen med afslag på afslag på afslag, så er kassen lukket. Jeg skifter mellem at være fuldstændig vildt rasende, så jeg ikke kan være i min krop, til at være så træt og opgivende, at jeg dårligt nok orker at løfte armen. Jeg ville sådan ønske, folk snart forstod, det ikke er fiktion, det er den pure sandhed og virkelighed, når vi syge fortæller, hvordan de skalter og valter med vores liv, uden vi på nogen måder har nogen former for rettigheder.

  • 11.05.18 Susanne
    Spot on

    Det er yderst præcist beskrevet. Det er umuligt ikke at reagere ved det vedvarende konstante pres. Jeg selv oplevede verden. Den er faktisk en del af mig stadigvæk selvom jeg ikke er i systemet onde spiral mere. Den er svær at få væk. Jeg oplevede også i de sidste måneder af mit forløb da en sagsbehandler på et hjemmebesøg knækkede sammen og tårerne trillede at blive fyldt af en fryd og ulækker følelse af hævn og fik hånligt sagt. Hvad fanden bilder du dig ind at sidde og flæbe i mit køkken kan du så komme ud. Jeg skal fandme vise dig hvem der har grund til at græde og det er IKKE dig.
    Jeg blev nærmest bange for mig selv. Og jeg rystede bagefter og havde en knude i maven. Tak for højaktuelt skriv. Vi har behov for sanktion muligheder når medarbejderne ikke udøver ordentlighed

  • 11.05.18 Bettina Bundgaard
    Road-rage og jobcentersyndrom

    ❤ Linda Villadsen har gjort det igen: begået et fremragende debatindlæg om noget der er så vigtigt, for så mange. Er som altid rørende enig i betragtningerne og håber det bliver læst af nogle mennesker der både kan og vil gøre noget ved det.

    Når man umyndiggør voksne mennesker, fordi de "tillader sig" at blive så syge at det går ud over arbejdsevnen, når man fattiggør de sygdoms- og jobcenterramte, samtidig med at Alle (jo) skal med, så ingen får fred til at håndtere det nye livsvilkår, så må man forvente at folk reagerer.

    Enten med vrede vendt mod systemet og dets forsvarere: de personer vi har kunnet læse om, der i afmagt sætter ild til sig selv.
    Eller ved at vende frustration og afmagt indad, så det ender med selvnord, som vi desværre også har set flere eksempler på i reformens levetid. Her tænker jeg især på Leif fra Fredericia og Ivalo fra København. Må de hvile i fred.

    Samtidig har vi en minister, der roser sig selv og regeringens succes med at få folk i arbejde. Hvad det har kostet på et menneskeligt plan, at få de ganske få hundrede personer fra kontanthjælp til job, tør jeg ikke tænke på. Samtidig har vi en statsministeraspirant fra oppositionen, der har stået i spidsen for at få gennemført elendigheden med den reform af fleksjob og førtidspensionsordningen, der totalt har smadret tilværelsen for så mange. Hun påstår stadig makværket er i orden. Det udvikler både frustration, vrede og afmagt, hvilket der sjældent er kommet noget godt ud af for den politiske elite, der har skabt de følelser i befolkningen.

    #Tørdublivesyg

  • 11.05.18 Berit Anita Andersen
    Smukt og læseværdigt, men alt for venligt

    Kære Linda, du skriver så indfølende og fint om jeres situation, men som altid, og det må være fordi du bare ikke kan lade være, er du alt for flink ved de mennesker, der som du meget rigtigt skriver, ikke har lavet lovene, den som forvalter dem. Og som vel af bemærke, får en rimelig og fornuftig hyre for selv samme.Loven er der isoleret set ikke voldsomme problemer med, udfra en personlig betragtning, der er rigeligt med muligheder for forlængelse af sygedagpenge, standby-ordningen etc. Der er taget højde for, i lovgivningen, at mennesker kan blive ramt som din mand, er blevet det. Det er simpelthen de mennesker, der forvalter - fra sagbehandler til centerchef, der trænger til en gevaldig omgang omskoling og genopdragelse i hvad det vil sige, at arbejde med mennesker, have en faglig stolthed, overfor sit daglige arbejde og i at kunne arbejde og tænke effektivt. Siden jeg startede en ansøgning om fleksjobstatus i august sidste år, har jeg haft min arbejdsgiver med til møderne, og ved de tre første mødte min sagsbehandler ikke op. Først efter en klage over sagsbehandlingen, er det lykkedes, at få hende i tale.Den manglen på respekt overfor borgerne, de øvrige sektorer (herunder sundhedsforvaltningen), erhvervslivet, familier og pårørende og alle andre, der bliver berørt under en sagsgang er under al kritik. Og hvad der er langt værre; de synes det ikke selv. Derfor spreder vreden sig til alle, der bare har en flig af berøring med forvaltningen og dens udøvere. Kærlist Berit

  • 11.05.18 Majbritt Grantzau
    Så rigtig

    Det er så rigtigt beskrevet. Der er ingen hjælp at hente til noget, deres workshops, jobsøgnings kurser osv, hjælper aldrig og der er ikke den hjælp, tid og ressourcer for at give de ledige nogle brugbar værktøjer. Det er gået i hårdknude, og det hele kører efter en masse paragraffer som ikke nytter en disse. Tænk nu ud af "hatten", lav nogle "speeddating workshops" hvor de ledige taler om hvad netværk de har, og måske kender nogen som kender nogen. Lad dog de syge være syge, og åben de øjne. Det er spild af tid og PENGE, og sende dem gennem den mølle. Man behøver sku ikke være læge, for at vide,at man efter en hjerneblødning, har en lang sygedoms periode!!!!!
    Rejs jer nu op og kom ind i kampen

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også