Protesterede mod Ankestyrelsen: Kommunernes forlængede arm

En gruppe borgere demonstrerede mandag mod den myndighed, der burde sikre deres retssikkerhed. De oplever, at Ankestyrelsen fungerer som kommunernes forlængede arm.

Mandag den 28. maj, det herrens år 2018, bliver en lidt anderledes dag for Ankestyrelsen. Vejret er lunt men lidt gråt, da en række formelt klædte mennesker entrerer parkeringspladsen i det lidt sjælsforladte sydhavnsområde, hvor en række statslige institutioner og private firmaer har slået sig ned i store glasindsvøbte beton-domiciler. 

Den lille menneskeflok på ca. 20-30 personer kunne, for så vidt, ligne en delegation fra et statsligt departement, en skoleudflugt fra CBS eller en direktion med følge. Men noget er anderledes – og hvis man ikke umiddelbart ved det, så går det op for en, når man får øje på en dommer i mere end fuldt ornat, med paryk og det hele. I Danmark bruger dommerne ikke paryk, men alskens advokat-serier set på TV lader ingen tvivl mulig: Der går sgu en fyr i dommertøj, lige der!

Ankestyrelsens kantine har åbenbart vinduer lige ud til parkeringspladsen. Klokken er 12, det er frokosttid, og man kan se styrelsens medarbejdere stimle sammen ved vinduerne og betragte det sælsomme syn. Hvad er det, som foregår?

Flokken smiler og vinker til dem og de smiler og vinker tilbage. Det er muligt at de tænker, ”orv, er der nu teambuilding igen?” men det er ikke det, som nu står på programmet.

Den lille forsamling tager opstilling udenfor foran vinduerne. De ruller et banner ud – aha! Det er en demonstration! På banneret står, ”Hvor er retssikkerheden!” Det lille udråbstegn, der optræder i stedet for det forventede spørgsmålstegn, røber allerede demonstranternes syn på sagen: Der er ingen retssikkerhed. 

Efterlyses: retssikkerhed  

Hvis en kommune træffer en afgørelse som en borger er uenig i, og det sker konstant, er Ankestyrelsen de facto sidste instans for de borgere, der enten ikke er velbeslåede nok eller på anden vis mangler overskud til at føre en retssag. Det er langt de fleste. Ankestyrelsen er altså en integral del af selve udmøntningen af den retssikkerhed, vi her i landet tager for givet (man er vel et civiliseret demokrati?). Men deltagerne her synes altså at mene, at denne del svigter. Deri står de ikke alene.

Et utal af organisationer kritiserer manglende retssikkerhed i mødet med kommunerne. F.eks. viser en rapport fra Institut for Menneskerettigheder at et ”ret stort mindretal” af borgere, der har været i kontakt med kommunerne, har haft decideret negative oplevelser. Især to grupper borgere føler sig uretfærdigt behandlet: Borgere med anden etnisk baggrund end dansk og borgere med funktionsnedsættelse. 

Samme rapport viser, at ikke mindre end to tredjedele af kommunernes borgerrådgivere mener, at ”der er udfordringer for sagsbehandlerne på en række områder som er centrale for retssikkerheden: Først og fremmest i form af manglende eller for ringe overholdelse af forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler såsom sagsoplysning, partshøring og begrundelse af afgørelserne”. 

I 2014 viste en undersøgelse blandt 22 handicap-organisationer at 19 af dem mener at retssikkerhed er et generelt problem for handicappede. Private sagsbehandlere og borgerretsforkæmpere råber også ”alarm” og det samme gør advokaterne i Advokatforeningen. Her har advokat Mads Krøger Pramming bl. a. fremhævet, at der er to slags sager, der ligner hinanden i substansen: Forsikringssager om nedsat funktionsevne og kommunale sager om samme emne. 

Han oplever forsikringsselskaberne som langt mere fair og i tråd med lovgivningen end kommunerne og han citeres i Magisterbladet.dk for at mene, at både kommunerne og Ankestyrelsen har anlagt den mest ”borgerfjendske” fortolkning af lovgivningen, når de har vurderet borgernes ret til at få tildelt førtidspension. 

Vi lever med andre ord i et land hvor forsikringsselskaberne er mere rimelig end vore fællesejede institutioner. Fagforeninger som FOA og 3F har ført sager mod Ankestyrelsen og vundet – uden at det har haft den effekt at Ankestyrelsen har ændret praksis. 

Et glasbur i glasburet  

Mens størstedelen af de formelt klædte demonstranter bliver på parkeringspladsen med deres banner, går en lille delegation op ad trappen. ”Dommeren” fører an. Han er flankeret af nogle af de smarte ”advokat”-kvinder og en høj ung mand, hvis lange krøllede hår og fuldskæg røber, at han vist ikke er jakkesætsbærer til daglig, selvom sættet sidder ulasteligt. 

Læs om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.

Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

Indgangen er et glasbur hvori et mindre glasbur er afset til receptionisten. Pressen er også til stede i form af undertegnede stærkt mobiltelefonbevæbnede første-gangs-udsendte samt en journalist og en fotograf fra Dagbladet Arbejderen (læs deres dækning her). Jeg mobilfilmer og fotografen gør det, som fotografer nu engang gør: render rundt og udstøder klikkelyde. 

Receptionisten kigger lidt forskrækket på det anstigende selskab, men hun tager venligt og formelt imod demonstranterne og informerer pressen om at hun altså helst ikke vil medvirke på billeder – hvilket vi, som ærbare repræsentanter for det hæderkronede danske pressekorps af sandhedssøgende virkelighedsentusiaster, naturligvis respekterer uden videre dikkedarer. 

Receptionisten ringer op i huset, og delegationen venter pænt. Dommeren står lidt brysk med ryggen til. Udenfor står demonstranterne med banner og tilråb. 

En orden uden ære 

Efter et stykke tid kommer en af Ankestyrelsens vicedirektører ned, hun hedder Trine Hede. Hun tager høfligt imod delegationen uden dog på nogen måde at invitere indenfor. Hun sekunderes af en pressechef, der lader til at befinde sig i udfordringszone 2-3 stykker - dem, der kommer lige før de helt alvorlige. Der er en underliggende sitren af nervøsitet. 

Udenfor høres taktfaste råb som ”hvor er retssikkerheden?” og også på et tidspunkt ”I har blod på hænderne”. Hvis demonstranterne får det som de vil have det, vil Ankestyrelsens pressechef formentlig næppe komme til at mangle opgaver i de næste måneders tid. 

Vicedirektøren virker derimod ikke anspændt, hun lytter pænt mens demonstranterne afslører deres formål. De er såmænd kommet for at skænke Ankestyrelsen en orden de har indstiftet til lejligheden. Et fint diplom og en ordensmedalje i æske overrækkes til vicedirektøren. Læser man teksten på de to, står det imidlertid hurtigt klart, at her er ikke tale om nogen erkendtlighed fra taknemmelige borgere. Teksterne er temmelig skarpe.

”Vi er lidt utilfredse med retssikkerhedens tilstand her huset” siger ”dommeren” og anlægger en alfaderlig og alvorstung mine. 

”Ja, det kan jeg forstå” svarer Trine. Så falder en række skarpe spørgsmål fra Bitten Vivi Jensen, der har erfaringer fra en lang række sager, hvor hun har hjulpet de borgere som hun mener at bl. a. Ankestyrelsen svigter: 

”I overholder jo ikke jeres egne principafgørelser, I overholder ikke højesteretsdomme og i overholder heller ikke når Landsretten påbyder jer at følge Højesteretsdommen. Hvad overholder I egentlig?”

Det mener Trine nu nok at de gør ”men vi hører selvfølgelig på jer, hvis I har noget konstruktivt på hjerte.”

 ”Det er jo ikke særligt konstruktivt at sige hvad der er galt: At I medvirker til at mishandle borgere” svarer Bitten. 

En anden demonstrant, Lene Romer Halby, der selv har været gennem den kommunale vridemaskine, siger – en anelse mere diplomatisk - at demonstranterne med spænding har hørt den nys tiltrådte direktør for Ankestyrelsens udmeldinger om at lytte til mere til kritiske borgere, samt at træffe afgørelser, der er til at forstå for borgerne, og at de gerne vil indgå i en sådan dialog for ”det har vi nemlig ikke set endnu”. 

Trine kan ikke på stående fod love et møde med direktøren, men hun vil gerne overbringe budskabet og opfordrer demonstranterne til at sende en henvendelse og referere til dagen i dag. Det korte og uventede besøg afsluttes i god ro og orden med gensidige løfter om dialog, og delegationen trækker ud til de andre, mens pressechef og vicedirektør bakser lidt med døren, der af sikkerhedsgrunde ikke er meget for at lade sig åbne. Ingen af dem har kommentarer til pressen på nuværende tidspunkt.

Kommunernes forlængede arm

Udenfor er stemningen, trods anledningen, god. Alle synes at det er gået som man ville. Jeg spørger Lene Romer Halby hvorfor at Ankestyrelsen skulle have en orden? 

”Det er en orden vi, dvs. Næstehjælperne og Jobcentrets ofre, har indstiftet på alle borgeres vegne. Den skal minde Ankestyrelsen om hvorfor, den er sat i verden: Den skal sikre borgernes retssikkerhed, men det gør den overhovedet ikke.”

Demonstranterne mener, at Ankestyrelsen i høj grad fungerer som kommunernes forlængede arm i sager hvor kommunernes afgørelser er anket. Bl.a. er det ifølge demonstranterne kritisabelt, at Ankestyrelsen konsekvent giver kommunen medhold i sager om afviste førtidspensionsansøgninger, hvor al lægefaglig ekspertise peger på én konklusion, men kommunen mener at kunne noget andet og mere end den sundhedsfaglige sektor er i stand til. 

Det stemmer meget godt overens med en udtalelse advokat Mads Krøger Pramming kom med på et borgermøde i København: Ankestyrelsen giver konsekvent kommunerne ret i skønssager. Det er kun hvis der er sket alvorlige fejl i sagsbehandlingen, at Ankestyrelsen giver borgerne medhold. 

22 uger fra social deroute

“Det er som om, der er en opfattelse af, at det her kun rammer på bunden af samfundet,” fortsætter Lene. “Men alene her i flokken er vi forholdsvis mange akademikere – det er vigtigt at alle ved, at ingen er sikre. Bare en ulykke eller et uheld, 22 uger på sygedagpenge og så er du på økonomisk og social deroute.” 

Lene var selv driftschef i en større virksomhed da sygdommen slog ned. “Jeg var ’heldig’ at være under de gamle regler, og hvis jeg ikke havde haft tre et halvt års sygedagpenge, som man jo havde dengang, ja så havde jeg nok ikke stået her i dag. Efter et særligt grumt møde overvejede jeg faktisk at kaste mig under en bus.” 

Lenes historie er en barsk omgang. Hun fik en svær tarmsygdom, og har i dag en stomi og lider under kroniske smerter. Hun er blevet opereret intet mindre end tolv gange. I dag er hun i fleksjob, men det krævede i sidste ende at hun flyttede fra sin hjemkommune, København, der bare blev ved at sende hende i arbejdsprøvninger. I den ny kommune så man helt anderledes på sagen, og hun fik et fleksjob med det samme.

Magtesløs i anke-systemet 

En anden af de tilstedeværende er Puk Sabber, som mange måske vil huske fra DR-dokumentaren ”Magtesløs i systemet”. Hun arbejder som privat socialrådgiver, og tager nogle af de tungeste sager med flygtninge, langtidskriminelle og tidligere bandemedlemmer. Grupper, som hun mener at kommunerne svigter groft, uden at Ankestyrelsen udgør det nødvendige retssikkerhedsmæssige bolværk. 

“Jeg har mange sager hvor Ankestyrelsen svigter i rollen som vagthund. Lige nu har jeg f.eks. et torturoffer hvor al lægelig dokumentation peger på at han er for syg til at komme i arbejde, han er et smadret menneske og bliver aldrig hel igen. Alligevel mener kommunen - og altså nu også Ankestyrelsen - at det ’ikke kan udelukkes’ at han engang i fremtiden kan udvikle en arbejdsevne. Det er stik imod hvad selv kommunens egne læger siger, det er stik imod al sund fornuft. Hvad kan en kommune som lægerne ikke kan? Udrette mirakler? Ankestyrelsens godkendelse af urimelig praksis bliver til et gummistempel for kommunerne, og som sådan er Ankestyrelsen langt mere kommunernes forlængede arm, end borgernes værn mod urigtig, ulovlig eller urimelig sagsbehandling”.

Demonstranternes kamp er langt fra slut – de har faktisk opnået ændringer i Københavns Kommune, hvilket viser dem, at det kan betale sig at være aktive. Mange borgere er blevet ”reddet” af det fællesskab der er i de sociale modstandsbevægelser og af den aktive bisidderindsats, frivillige borgere og private socialrådgivere som Puk Sabber yder. 

 
Emneord: 300518, Jobcentrets Ofre, Næstehjælperne, Borgerrådgivere, Institut for Menneskerettigheder, Esben Søvang Maaløe, Bitten Vivi Jensen, Puk Sabber, Ankestyrelsen, Socialkrisen
Jobcentrets ofre på DenOffentlige.dk Jobcentrets ofre er støttegruppe for alle som er kommet i klemme i jobcenter, stat og kommune. Gruppen er åben for alle - uanset hudfarve, baggrund og religion - også det offentlige kan kigge med.  
Aktivitet: Artikler: 2 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 31.05.18 amanda bentsen
    der burde stå tusindevis af borgere

    ikke nok med at ankestyrelsen er dybt korrupte i alle henseender og blæser på borgernes rettigheder , så er de samtiddig med til at undergrave danmark med en enorm børneindustri som der foregår landet over . at regeringen har indsat dem som en del af inderigsministeriet viser så fint at det er regeringens agenda at der hvert år fjernes over 14000 børn - hvor ihvertfald 98 % af dem er i strid med menneskerettighedskonventionerne som danmark har tiltrådt . der er en meget stor skare nu der har erklæret ankestyrelsens nuværende og tidligere medarbejdere krig - dette bliver ikke løst før disse mennesker sammen med dommere i dette land sidder bag lås og slå .

  • 30.05.18 Nanna Ringgaard
    Reddet i København

    Ja, mange borgere der er uretfærdigt behandlet af Københavns Kommune, er reddet. Det kan man så ikke sige om de syge borgere i Thisted Kommune. Jeg er en af dem der kæmper en uretfærdig kamp, hvor Ankestyrelsen har givet kommunen ret i, at jeg skal have 5 års ressourceforløb, trods det jeg har brev fra Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen, at når min læge skriver, som hun gør i LÆ265, så SKAL jeg have min førtidspension.
    Dette har både kommune og Ankestyrelsen valgt at overhøre. Ankestyrelsen har endda været så fræk at sige til mig, at Ministeren ikke har en disse at skulle have sagt.
    Tak for kaffe, siger jeg bare.
    nu har jeg så brugt mine sidste krampetrækninger, trods det jeg er helt kørt ned af stress.. Jeg har rettet henvendelse til Civilstyrelsen, og vil føre en sag mod Thisted Kommune. Jeg står alene med det, men håber til det sidste at jeg får den ret, jeg VED jeg har.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også